Valget er næppe tilfældigt. Religion er blevet et aktuelt tema, ikke kun på TV, hvor en svensk stand-up komiker spørger filosoffer: Hvem er Gud? - hvad der ville have fornøjet Søren Kierkegaard, der jo hævdede, at forud for det religiøse stadium står det humoristiske.

I en tid hvor Danmark og den vestlige verden gennemlever sin måske mest åndløse periode, en åndløshedens epoke, vågner især blandt unge erkendelsen af, at mennesket ikke lever af brød alene. Der stilles åndelige spørgsmål:

Hvem er Gud? - dvs. hvem er jeg?

Lise Kloster Bro skriver i sin besvarelse: "Mennesket har et så stort behov for at få forklaret de eksistentielle spørgsmål, at videnskaben aldrig vil kunne besvare dem". Hun sætter sin egen anskuelse op mod Jacobsens ateisme: "Mennesket har brug for at tro på noget. Vi skal både have lov at tro på videnskaben og religionen."

Johnni Pedersen erkender, at selv om religionen, bl.a. på grund af forfattere som J.P. Jacobsen og Georg Brandes ikke har samme greb i den almene befolkning i dag som dengang, så er et totalt opgør med religionen og de dertil knyttede tanker ikke nået... Kristendommen er stadig en indgroet del af vores kultur, og hele vor forståelse af moral er givet af den kristne læres autoritet."

Og Kaspar Thormod stiller sig selv det spørgsmål: "Hvor mange Niels Lyhner går der egentlig rundt i dag?". Hans gæt er, at der nok er "en flig Lyhne i de fleste af os"... ham selv ikke undtaget: "En uafklarethed angående religionsspørgsmålet lignende Niels Lyhnes ligger vel gemt i de fleste mennesker i dag - det er i hvert fald en minoritet af befolkningen, der med hundrede procent sikkerhed kan fastslå deres tilhørsforhold, hvad religiøs overbevisning angår".

Selv var J.P. Jacobsen afklaret ateist. I et kondolencebrev til broderen, der havde mistet sin kone, skriver Jens Peter, at han ingen trøst kan give udover den overbevisning, at der efter døden ingen smerte og ingen lidelse findes - der findes intet.

Jacobsen havde fortalt vennen, den verdenskendte litteraturkritiker Georg Brandes, at han ville skrive en roman om den dårlige fritænker som, når det kommer til stykket, alligevel rækker de foldede hænder mod himlen.

Derfor var Brandes, som Lise Kloster Bro med rette bemærker, skuffet over Niels Lyhne. Han havde forventet et propagandaskrift for ateismen, den anskuelse at der ingen Gud findes. Og hvad fik han så? Med Lise Kloster Bros ord: "Ateismen var blevet til fritænkeri, og kristendommen fyldte sikkert mere, end Georg Brandes brød sig om".

Sagen var, at J.P. Jacobsen ikke kunne drømme om at skrive et sagsindlæg. Vist var han ateist, men han var andet og mere end det. Humorist, f.eks.

I et af sine mange humorfyldte breve skriver han: "Mennesket har 63 sider. Mindst!"

Udover at være ateist og humorist af livsholdning anså J.P. Jacobsen med rette sig selv som "Marskal i litteraturen" - og klassisk litteratur, det var og blev "Niels Lyhne" lige fra udgivelsen. At unge i dag gider læse "Niels Lyhne" og tænke over, hvad de har læst, skyldes ikke mindst sproget, der får en film til at køre i hovedet på Johnni Pedersen, sågar i flotte farver.

Af de resterende 60 sider hos sig selv valgte Jacobsen i "Niels Lyhne" at udfolde sine evner som psykolog. Romanen er måske den første samlede skildring af det besluttede, det bevidst gudløse menneskes psykologi. Det var det, der fangede Sigmund Freud og vel også det, der ved siden af sproget kan fængsle hver ny generation af unge, for hvem religiøse livsspørgsmål altid vil være in - måske fordi tro med Kierkegaards psykologiske definition er sans for tilblivelse.

Hvordan læser så de tre unge Jacobsens psykologiske portræt af den dårlige fritænker?

I deres besvarelser, der er mere modne, end jeg tror, vi i min tid kunne have præsteret i min gymnasieklasse, ser de Niels Lyhne som et splittet menneske, der med Johnni Pedersens ord bruger mere tid på at bekæmpe kristendommen end på de ting, der betyder noget i hans eget liv; sagt kort og godt af Lise Kloster Bro: Han lever og føler som en drømmer og har meninger som en realist."

For Kaspar Thormod er "Niels Lyhne" en fortælling om det uafklarede menneske - højaktuel, fordi den bakser med det simple spørgsmål: Hvordan lever man livet? Samtidig erkender han, at uafklaretheden i hans egen generation ikke fører til en personlig krise som i Jacobsens generation, simpelthen fordi vi i dagens Danmark tager tingene lettere. "Kunsten for os er bare at prøve at holde tungen lige i munden og forsøge at leve livet, og så kommer vi forhåbentlig bedre og mendre smertefuldt igennem det end Niels Lyhne".

De tre unge er børn af en tid karakteriseret ved "tilværelsens ulidelige lethed". Men lader livet sig leve sådan, let? For Kierkegaard lader det sig ikke gøre at eksistere uden lidenskab, mod og vilje til at springe ud som sig selv.

Måske springer Niels Lyhne ud som humorist, når Jacobsen lader ham sige: "Der er ingen Gud - og mennesket er hans profet!"

I tråd med tidligere generationers læsning af romanen ser de tre unge anno 2003 Niels som en, der svigter sin ateisme, fordi han beder en bøn ved sønnens dødsleje og lader sin hustru se en præst ved hendes dødsleje. Men kunne man ikke se "Niels Lyhne" som en psykologisk skildring af et menneske, der kommer ud af de to største kriser i sit liv som taber, men med den erkendelse, at du ikke kan leve en andens liv eller dø en andens død - at kun du kan leve dit liv og dø din død, og derved dog sejre som helten i eget liv?

Og for Kierkegaard kan et menneske kun vælge at blive sig selv - eller at vælge sig selv fra. At blive til sker gennem angsten, krisen om man vil.

Jeg ønsker den unge generation nogle vildt gode kriser på rejsen til jer selv!