Arkitekturens veje fra oldtid til nutid

Arkitektur som nonverbalt udtryk

Sproget – ordene og tanken – er det redskab, der sætter mennesker i stand til ikke alene at tænke og kommunikere, men også til at reflektere over sig selv og sine omgivelser, sætte sig mål og handle kritisk og bevidst.

Men mennesket har også andre måder at udtrykke sig på. Maleriet og skulpturen kan udtrykke de samme idealer som sproget, dog på en anden måde. Et billede med f.eks. en mor og hendes barn kan sige meget om ømhed og omsorg, som det vil være vanskeligt at udtrykke med ord.

Også arkitekturen er udtryk for idealer og holdninger. Nogle bygninger virker majestætiske, andre sjuskede og atter andre muntre. Dette er ikke en tilfældighed, men et resultat af arkitektens eget temperament og samtid.

Maleri, skulptur og arkitektur er nonverbale (= uden ord) udtryk, der supplerer den verbale måde at udtrykke sig på. Ofte vil man kunne genkende samme idealer i de forskellige kunstneriske udtryk.

I nogle perioder af kunsthistorien forsynes en bygning med malerier eller skulpturer. I sådanne tilfælde vil man se, at en let og elegant bygning udsmykkes med lette og elegante figurer, medens en tung bygning selvfølgelig har en udsmykning, der svarer til den alvorlige og tunge stil.

Figur 1. Den græske arkitektur anvender ofte figurer af mennesker og guder. I dette tilfælde – Erechtheion på Akropolis i Athen – fungerer de unge piger som søjler. Sådanne figurer kaldes karyatider. Også mænd kan fungere som bærende elementer i arkitekturen. Man taler da om en atlas eller telamon. Karyatiderne her ved Erechtheion kaldes ofte blot "korer", græsk for "unge piger". Anvendelse af sådanne figurer giver arkitekturen et menneskeligt præg. Her bidrager skulpturerne til at give den lille tilbygning til Erechtheion et præg af harmoni og skønhed.

Det er i kunsthistorien praktisk at operere med tre hovedområder inden for det nonverbale udtryk: maleri, skulptur og arkitektur. Alle tre kan indgå i en større æstetisk helhed. 
 

Græskromerske guder i billedkunst og arkitektur

Græske og romerske templer var ofte udsmykkede med guder og scener fra mytologien. Den form for udsmykning fik en renæssance med renæssancen, og helt frem til funktionalismen var det almindligt at se græskromerske guder på periodens bygninger. De vigtigste guder og deres symbolværdi er følgende:

Gudernes kendetegn er omtalt på opslaget De 12 olympiske guder. Vi vil i det følgende sætte fokus på arkitekturens veje fra oldtidens Hellas til nutidens Thisted.

Materialer og teknik

De ældste templer har værret bygget af træ; søjlen er således oprindelig blot en træstamme. Træværk fra templer er ikke bevaret, men templerne har haft terrakottaplader (af brændt ler) som en del af udsmykningen, og de kan være bevaret til vore dage. Terrakottapladerne var bemalede, og grækerne fortsatte med at bemale deres templer, også da man var gået over til at opføre dem i sten.

Det er i 500- og 400-tallet, at vi får de store templer af sten både i selve Grækenland og i de græske kolonier. Således er der bevaret væsentlige dele af græske stentempler i Syditalien og på Sicilien fra denne periode.

Ofte valgte man at bruge den lokale stenart til byggeriet. Det kan være en lokal kalksten som i Poseidonia / Paestum i Syditalien, men det kan også være en grovere sandsten som i Agrigento på Sydsicilien. Stenene blev hentet i nærliggende stenbrud, men den endelige forarbejdning med kannelurer mm fandt først sted på selve byggepladsen.

Skulle det være rigtigt fint som i Athens storhedstid, valgte man at anvende kostbar marmor til byggeriet af templerne.

Store dele af bygningerne blev bemalede ganske som den græske skulptur. Og er der tale om et tempel, der var opført i en grov stenart som sandsten, kunne man belægge søjleskafterne med et lag puds, som skulle illludere marmor eller anden kalksten.  
 

Figur 2. Vejen op til Akropolis i Athen. Yderst til højre på Akropolis ses det lille joniske tempel for sejrsgudinden Nike, opført 427-424 f. Kr.

Arkitekturen i det klassiske Athen (480-400 f. Kr.)

Grækerne havde bygget templer fra omkring 800 f. Kr., men det er først i perioden 480-400 f. Kr., at den græske arkitektur får sin endelige form. Det er den arkitektur, som kaldes klassisk, og med det menes, at arkitekturen nu har nået et næsten tidløst niveau, som kun vanskeligt kan overgås af andre. Klassisk kunst danner forbillede for senere perioders kunstnere, og den sætter en standard, som senere tider ikke kan undgå at skulle måle sig med.

Den græske arkitektur, som især kendes fra tempelbyggeriet, er præget af sans for lys og harmoni. Den udstrakte brug af søjler giver bygningerne et præg af lethed, da de mange lodrette linjer løfter blikket op mod himlen. Bygningernes symmetri bidrager til indtrykket af harmoni.

I løbet af det 5. årh. f. Kr. færdigudviklede de græske arkitekter de to forskellige søjle- og tempeltyper, den doriske og den joniske. Den doriske orden er opkaldt efter den doriske folkestamme, som især boede på Peloponnes, medens den joniske er opkaldt efter jonerne, som boede i Athen samt på øerne i Det Ægæiske Hav og den centrale del af Lilleasiens vestkyst.

Figur 3. Parthenon på Akropolis i Athen. Templet er indviet til gudinden Athene med tilnavnet Parthenos, dvs. ung pige. Templet er opført i parisk marmor og i den doriske stil i årene 447-432 f. Kr.

Den doriske søjle

Den doriske søjle er en anelse mere tung i udtrykket end den joniske, der virker lettere og friere. Den doriske søjle står direkte på fundamentets øverste trin. Ligesom den joniske søjle har den doriske søjle kannelurer, dvs. lodrette riller, der bidrager til at gøre bygningen lettere.

En søjles top kaldes kapitæl, da den udgør søjlens hoved (latin: caput). Den doriske kapitæl består af en ækinus (på grund af ligheden med et omvendt skildpaddeskjold, ækinus) og oven på dette en abakus, dvs. en firkantet plade. Ovenover søjlerne er der en frise med vekslende metoper og triglyffer.

Metoperne er firkantede plader, som er velegnede til relieffer eller anden form for udsmykning, medens triglyfferne adskiller metopernes billedfelter med deres tre indhug (tri = 3, glyf = indhug).

Figur 4. Erechtheion på Akropolis i Athen. Templet, der er indviet til Athene Polias (Athene som bybeskytter), er opført i jonisk stil i årene 421-406 f. Kr. Den asymmetriske grundplan, som ellers er fremmed for græsk tempelarkitektur, skyldes, at netop denne bygning er bygget oven på en række ældre helligdomme af betydning for Athens historie.

Den joniske søjle

Den joniske søjle virker lettere end den doriske alene af den grund, at forholdet mellem højde og bredde er af en sådan art, at højden forstærkes.

Den joniske søjle står på et fodstykke, en basis, der er kunstfærdigt udformet, man taler i den forbindelse om en attisk profil. Selve søjlens kannelurer - riller - er dybere end på den doriske søjle. Kapitælen – søjlens hoved – består ligesom på den doriske søjle af ækinus og abakus, men begge overskygges af volutter ("ører"), der bidrager til at give hele søjlen et elegant og komplekst udtryk.

Inde under volutterne anes nogle små akantusblade, der nærmest ligner vor grønkål. Når disse akantusblade bliver så store, at de skygger for volutterne, taler man om en korinthisk kapitæl. Den korinthiske kapitæl er altså ikke en tredie stilart, men en variation af den joniske søjleorden.

I stedet for en frise med metoper og triglyffer har det joniske tempel ofte en sammenhængende billedfrise. Af øvrige dekorative elementer i den joniske stil kan nævnes kymation, en række blomsterknopper, samt tandsnit, dvs. en række firkantede indhug.

Såvel det doriske som det joniske tempel havde ofte mytiske figurer i gavlfelterne. Også tagryggen kunne forsynes med figurer.

Romernes bidrag til arkitekturen

De første store romerske bygninger af sten blev opført i det 6. århundrede i en tung stil, som romerne havde overtaget fra etruskerne, et folk, der boede mellem Rom og Firenze, i det landskab, som i dag kaldes Toscana.

Men på kejser Augustus’ tid (27 f. Kr. - 14 e. Kr.) havde romerne forlængst opgivet den etruskiske stil og i stedet overtaget de to græske stilarter, som dog kunne varieres efter behov. Ikke sjældent lavede romerne søjler uden kannelurer.

Romerne havde en særlig forkærlighed for den korinthiske kapitæl. Et nyt yndet dekorativt element i arkitekturen var guirlanden, som ofte blev anvendt i religiøs sammenhæng, f.eks. til altre og gravmæler. Ikke mindst i Pompeji findes der talrige eksempler på guirlander i form af frugtranker. Eksemplet til højre, figur 10, er et udsnit af alteret i templet for kejserens Genius i Pompeji.

Romernes eget bidrag til arkitekturens udvikling er buen samt mursten og mørtel. Det nye byggemateriale og anvendelsen af buen gjorde det nu muligt at bygge store broer og store hvælv, som var teknisk umulige i den græske arkitektur, der alene arbejdede med lige linjer. Buen er en genial opfindelse, da den kan tåle meget mere tryk end en vandret overligger, for buen fordeler trykket ud på nabobuerne og de piller, der bærer buerne.
 

Figur 11. Kejser Konstantins Basilica i Rom, opført i begyndelsen af det 4. årh. e. Kr. Bygningen er opført af mursten og havde nogle hvælv med en imponerende spændvidde. Jordskælv og manglende vedligeholdelse er dog skyld i, at det kun er et af sideskibene, der er delvist bevaret, medens selve midterskibet er så godt som forsvundet.

Middelalderens arkitektur 1050-1550 e. Kr.

Middelalderen er den periode, der ligger mellem oldtiden og renæssancen. I Danmark sættes middelalderen til årene 1050-1536 e. Kr., medens man i Italien sætter middelalderens afslutning noget tidligere, dvs. 1400 e. Kr., for på den tid afløses middelalderen af renæssancen i Italien.

Middelalderens arkitektur fjernede sig på mange områder, men ikke alle, fra den græskromerske arkitektur.

I Danmark skelner man mellem to perioder af middelalderen, den romanske 1050-1250 og den gotiske 1250-1550. Den gotiske underinddeles i unggotisk (1250-1350), højgotisk (1350-1400) og sengotisk stil (1400-1550).

Den romanske stil præges af den romerske bue, tyngde og alvor. Står man overfor en romansk kirkebygning, fornemmer man kirkens og kongens centrale magt og ens egen begrænsede mulighed for at vifte med ørerne. Det er en alvorlig tid.

Den romanske stil afløses af den gotiske fra 1250 og frem. Den gotiske stil virker umiddelbart lysere og mere frigjort. Medens den romanske arkitektur kun arbejdede med lige og runde linjer, får det gotiske kirkerum hvælv med spidse buer. Spidsbuen anvendes også til vinduer, og vinduerne gøres samtidig større end de var i det romanske rum.

Renæssancens arkitektur 1400-1600

Renæssancen er en tid, hvor man bevidst vendte tilbage til grækerne og romerne. Det gælder såvel inden for litteraturen, filosofien som kunsten. Mange faktorer førte til renæssancen. Middelalderen var kommet til en naturlig afslutning, og osmannernes (muslimernes) pres på Europa – især på Balkan – havde ført til en større europæisk selvbevidsthed, for at nævne et par af de faktorer, der førte til renæssancen.

I arkitekturen betød renæssancen, at man opgav den gotiske stil og i stedet genanvendte stilelementer fra den græske og romerske arkitektur. Stilelementerne blev ofte blandet, men dog på en sådan måde, at arkitekturen virkede afklaret og "klassisk".

Figur 14. Palazzo Farnese i Rom. Paladset, der blev påbegyndt i 1514 af kardinal Alessandro Farnese, er et godt eksempel på renæssancens arkitektur. Vinduerne på 2. og 3. sal har romerske buer og græske tempelgavle.

Barokken ca. 1600-1750

Renæssancens afklarede arkitektur afløses af barokken. Der er ikke tale om noget helt nyt, men en fortsættelse af renæssancen, dog nu med forkærlighed for mere dramatiske effekter. Man kan således finde på at bryde en bue, som var den gået i stykker. Og voldsom brug af dekorative elementer som vældige volutter og akantusblade er også noget, der kendetegner barokkens arkitektur.

Figur 15 og 16. Domkirken i Syrakus (Siracusa) på Vestsicilien. Domkirken er oprindeligt bygget ind i et dorisk græsk tempel fra omkring 460 f. Kr., men facaden er et resultatet af en genopbygning efter et jordskælv i 1693. Facaden er opført i den stil, der kaldes spansk barok. Ligesom i renæssancen anvendes en række antikke stilelementer, men brudte buer og afbrudte linjer, voldsomme volutter, akantus og lys-skyggevirkning bidrager til et dramatisk præg.

Klassicisme 1775-1850

Klassicismen er udtryk for endnu en renæssance. I begyndelsen er klassicismen næsten mere renæssance end renæssancen selv, for arkitekterne foretrækker den rene græske arkitektur uden indblanding af andre stilelementer. Med tiden opgives denne enkelhed, da den ikke rigtig fører videre, og den afløses af en periode, der kendetegnes af en sammenblanding af alle mulige stilarter. Den periode kaldes historismen.

Figur 17. Københavns Domkirke, opført 1817-29 af arkitekt C. F. Hansen i klassicistik stil. Facaden er inspireret af de klassiske doriske templer, blot er gavlfeltets guder erstattet af Johannes Døberen, der prædiker i ørkenen. C. F. Hansen kaldte selv stilen "græsk Renaisssancestil".

Historicismen 1850-1920

Perioden kaldes historisme, fordi den låner elementer fra mange forskellige historiske perioder. Græske og romerske elementer fylder meget, men middelalderlige, arabiske og andre stilelementer indgår også i arkitekturen. Det er som om arkitekturen går over gevind, så omkring 1920 afløses vildskaben af den mest asketiske og enkle arkitektur, vi har kendt i Europa siden stenalderen. Den nye stil kaldes funktionalismen, fordi dens væsentligste formål er at fungere.

Figur 18. Facade på hjørnet af Vestergade og Kirkestræde i Thisted. Facaden er et eksempel på historismen, den stilart, der ofte sammenblander flere stilarter, her er det især elementer fra græsk og romersk arkitektur. Man ser således over hjørnevinduet to pompejanske frugtranker mellem korinthiske kapitæler og øverst en romersk bue.

Funktionalisme fra 1920

Men selv den mest funktionelle bygning uden pynt som søjler, kapitæler, akantusblade osv. er også et udtryk for en holdning.

Funtionalismen passede godt til f.eks. fascismen i 20'ernes og 30'ernes Italien. De enkle flader svarede til det fascistiske ideal om et menneske, der indordner sig, lever sundt og arbejdsomt, medens togene kører til tiden, og Il duce - Benito Mussolini - forsøger at genoprette fortidens storhed i form af et nyt Imperium Romanum. Ingen tid til pjank, heller ikke i arkitekturens formsprog.

Det ofte massive udtryk i funktionalismens arkitektur er mildnet i løbet af det 20. århundrede, men enkelheden og frygten for dekorative elementer kendetegner fortsat store dele af moderne europæisk arkitektur.

Figur 19. Thisted Gymnasium og HF. Bygningen, der er opført i 1974, ligger æstetisk i forlængelse af funktionalismen med sit tunge og alvorlige præg. Men alvoren brydes dog af en gennemgående nonfigurativ dekoration, der starter til venstre på gavlen og bevæger sig ned gennem bygningen som en anden søslange.

BJ / 2010