Campania Felix

Italiens geografi

Den italienske halvø består af flere landskaber, der adskilles af floder og bjerge. Mod nord løber bjergkæden Apenninerne fra vest mod øst for derpå at dreje mod syd. Hvad der ligger nord for Apenninerne, blev i oldtiden ikke betragtet som en del af Italien, men som en del af Gallia Cisalpina (Gallien på denne side af Alperne i modsætning til Gallia Transalpina, der omtrent svarer til det nuværende Frankrig). Posletten var således en del af Gallia Cisalpina.

Efter at være drejet mod syd deler Apenninerne Italien på langs. Det var landskaberne på den vestlige side af Apenninerne, der fik den store og betydningsfulde bosættelse.

Nordligst ligger landskabet Etrurien, der afgrænses mod nord af floden Arno (lat: Arnus) og mod syd af Tiberen (lat: Tiberis). Etrurien havde en blomstrende kultur, der nåede sit højdepunkt omkring 500 f.Kr. I de efterfølgende århundreder blev den etruskiske kultur opslugt af det ekspanderende Rom.

Rom selv ligger på nogle høje midt i landskabet Latium, der mod vest er et overvejende fladt og ikke særligt indbydende område. Den centrale placering mellem to kulturfolk, etruskerne i nord og grækerne i Syditalien, var af afgørende betydning for den udvikling, der med tiden skulle gøre Rom til metropol for et verdensrige.

Syd for Latium ligger landskabet Campanien, der afgrænses af floderne Liris mod nord og Sele mod syd. Ved Sele begynder landskabet Lucanien, som efterfølges af Bruttium, der udgør den italienske støvles tåspids. Overfor Bruttium ligger den store og frugtbare ø Sicilien.

Vulkanerne Ætna og Vesuv

Sicilien og Italien har hver sin vulkan, Ætna og Vesuv. Ætna ligger på Østsicilien og Vesuv i Campanien. Sådanne vulkanske områder har til alle tider tiltrukket store folkemængder, ikke på grund af spændingen, men fordi de vulkanske bestanddele gør jordbunden særdeles frugtbar. Det kan man i dag opleve ved selvsyn på Sicilien, hvor 1970'ernes store lavastrømme er ved at blive forvandlet til frugtbare marker og haver.

Ældre kort over Campania Felix, dvs. det frugtbare Campanien. Omtrent midt på kortet ligger vulkanen Vesuv, kaldet Vesuvius M(ons). Lidt vest for Vesuv ses Herculaneum, syd for Vesuv Pompeii, begge to blomstrende oldtidsbyer, der blev dækket af aske og pimpsten ved udbruddet i 79 e. Kr.

Først op i 1700-tallet blev byerne genfundne, og siden har arkæologerne gjort et stort arbejde for at afdække ruinerne, således at vi idag kan danne os et levende indtryk af livet i oldtiden.

Flere af byerne på kortet er oprindeligt græske byer, det gælder Cumae og Neapolis vest for Vesuv og Paestum mod syd.

En storstilet kolonisation

Syditalien, ikke mindst Østsicilien og Campanien, blev i perioden 750-550 f.Kr. målet for en storstilet kolonisation af grækere, der udvandrede fra det tørre og stenede Grækenland, eller Hellas, sådan som grækerne selv kaldte deres hjemland.

Den første græske bosættelse i Campanien var Cumae, der blev grundlagt i 754 f.Kr. Derefter fulgte en række andre græske bosættelser i Syditalien med Syrakus på Sicilien som den absolut største. Syrakus nåede i sin storhedstid op på et befolkningstal på omkring 250.000 indbyggere.

Adskillige kolonier voksede sig med tiden så store, at de kunne grundlægge nye kolonier. Således grundlagde Cumae omkring 600 f.Kr. en ny koloni, der kom til at ligge nærmere Vesuv og fik navnet Neapolis, dvs. Nyby.

Gennem de græske kolonier nåede græsk kultur frem til Italien. Syditalien og Sicilien kaldes derfor også Magna Graecia.

Folkeslag i Campania Felix

Det frugtbare Campanien, Campania Felix, tiltrak ikke alene grækere, men også andre folkeslag. Det første folkeslag, vi har sikker viden om, er oskerne, der stammede fra Apenninerne. De må have bosat sig nede i Campanien omkring år 1000 f.Kr.

Derpå fulgte den græske kolonisation af kystområderne. Omkring 650 f.Kr. trængte etruskerne ned i det nordlige Campanien, hvor de grundlagde den store og betydningsfulde by Capua.

Tilstedeværelsen af så forskellige folkeslag i samme område måtte medføre konflikter. En afgørende konfrontation fandt sted i 474 f.Kr., da etruskerne og grækerne mødtes i et vældigt søslag ud for Cumae. Etruskerne tabte, og dermed var deres tilbagegang begyndt.

Fra midten af det 5. årh. f.Kr. trængte nye stammer, der kaldes samnitterne, ned fra bjergene. De overtog magten i området, der dog fortsat prægedes af en frugtbar kulturel blanding.

Først omkring 300 f.Kr. ankom romerne til Campanien med det resultat, at byerne måtte underkaste sig Rom. I mange forhold fortsatte udviklingen imidlertid ad hidtil kendte baner. Byerne havde lokalt selvstyre, og underkastelsen havde formelt karakter af samarbejdsaftaler mellem forbundsfæller. Disse aftaler var dog til romernes fordel. Dette forhold førte til den sidste og afgørende magtkamp, Forbundsfællekrigen, der udkæmpedes i årene 91-87 f.Kr.

Resultatet af Forbundsfællekrigen blev optagelse af alle byer i Italien i en italisk enhedsstat med Rom som hovedstad. Samtidig fik indbyggerne i Italien ius Romanum, dvs. romerske borgerrettigheder. Ius Romanum betød bl.a., at man kunne indgå juridisk bindende aftaler, og at man kunne få sine sager afgjort ved en romersk domstol.

Herved var vejen banet for det kommende Imperium Romanum.

BJ / 2010