Det pompejanske privathus

Mure og vægmalerier

Vandrer man gennem gaderne i Pompeji og Herculaneum, vil man se, at husene ligger tæt op ad hinanden i større blokke, der omgives af gader. En sådan boligblok kaldes en insula, da den omgives af gader som en ø af vand.

Ved at lægge husene på den måde spares både plads og byggematerialer, eftersom en del mure bliver fælles for to huse.

Nogle af de ældste mure er bygget af tilhugne kvadre, dvs. firkantede sten af enten en vulkansk stenart, der kaldes tuf, eller af kalksten, som floden Sarno havde aflejret i landskabet gennem de foregående årtusinder. I det sidste århundrede før Kristus blev disse byggematerialer afløst af brændte mursten med mørtel som bindemiddel. Langt de fleste af de bevarede huse har mure, hvori der indgår mursten.

Cubiculum i Vettiernes hus. Vægmalerierne stammer fra den sidste periode i byens historie. I hjørnet ses to "vinduer" ud mod byens altaner og tagterrasser, gengivet med perspektiv. De omgives af et par mytologiske scener, hvor der arbejdes med lys og skygge.

Gadebilledet er således i dag præget af murstensmure, men det var det ikke, da byen summede af liv. Ganske som vore huse ofte var kalkede i gamle dage, var oldtidens bygninger det. Også indvendig beklædtes murene med et lag kalkpuds, der sædvanligvis blev dækket af malerier.

I det 3. og 2. årh. f.Kr. blev de indvendige mure ofte dækket med et lag malet puds, der skulle efterligne de marmorbeklædte vægge, man kunne finde i rigtige rigmandshuse. Sådanne imitationer af marmor blev siden afløst af egentlige vægmalerier.

Da Octavian (den senere kejser Augustus) erobrede Ægypten i år 30 f.Kr., fulgte en periode med forkærlighed for ægyptiske motiver (f.eks. ibisfugl og krokodiller), der forekom ejerne eksotiske og spændende.

I årtierne inden katastrofen i 79 e.Kr. eksperimenterede malerne med perspektiv og forskellige lysvirkninger. De kunne f.eks. bemale en væg med udsigten fra et vindue, der var åbent over mod nabohusets altaner. Såvel udsigt som nabohus blev gengivet perspektivisk, så vægmaleriet gav indtryk af at være et rigtigt vindue med udsigt.

Både byggematerialer og motiver er i dag vigtige holdepunkter for arkæologernes datering af de enkelte huse.

Atriumshus af pompejansk type

I det følgende vil vi skildre et gennemsnitshus i Pompeji og Herculaneum vel vidende, at et sådant gennemsnitshus ikke findes. En stor del af de bevarede huse har dog så mange fællesstræk, at man med god grund taler om et atriumshus af pompejansk type.

Går man ned ad sidegaderne i Pompeji, bliver det for alvor tydeligt, at det antikke hus åbner sig indad. Ud til gaden har huset kun en enkelt dør og nogle få, små og ofte højtsiddende vinduer. De lukkede mure og små vinduer er ikke et udtryk for, at man var sig selv nok, tværtimod, men de skulle beskytte mod såvel sommerens hede som vinterens kulde.

Atrium

Fra gaden træder man ind gennem en korridor, der består af vestibulum og fauces. Korridoren omgives af nogle mindre rum, cellae, hvorfra en slave kunne holde opsyn med indgangsdøren.

Atrium i Vettiernes Hus. Åbningen i taget kaldes compluvium, medens basinet i gulvet hedder impluvium.

I en række tilfælde er disse cellae blevet omdannet til serveringssteder, såkaldte thermopolier (θερμοπωλιον), hvor man fra gaden kunne købe varme retter. I sådanne tilfælde er rummet sædvanligvis blevet adskilt fra det øvrige hus med en skillevæg. Ud mod gaden kunne thermopoliet lukkes med en træskodde, og man kan mange steder endnu se den rille i tærskelstenen, hvor træskodden blev placeret efter lukketid.

Thermopolierne kan ligge tæt ved siden af hinanden, og de svarer til vore dages grill- og burgerbarer.

Fra fauces træder vi ind i det centrale rum, der har givet hele det pompejanske hus navn: atrium. Det latinske ord atrum betyder mørkt, og mørkt er atrium, da det kun får lys gennem et mindre hul i taget, der kaldes compluvium. Lige under dette findes et lavt bassin i gulvet, impluvium, der opsamler regnvandet, som ledes hen til en underjordisk cisterne, så man også har vand i perioder med svigtende vandforsyning. Til daglig fik man dog frisk vand fra byens vandforsyning. Vandet blev ført ud til de enkelte huse gennem blyrør, der stadig ligger synlige i mange af byens fortove.

Står man inde i et atrium, kan det forekomme, at der er højt op til taget, men det skyldes, at der ofte har været en lavere mellemetage af træ med små værelser, der omgav lysskakten mellem compluvium og impluvium.

En væsentlig del af de rum, der ligger omkring atrium, tjente som cubicula, dvs. soveværelser. Desuden var der andre rum som alae, fløje, hvor der kunne stå et skab eller lignende. Bagest i atrium ligger tablinum, der er det mest officielle af alle rummene. Det var således i tablinum, at ægtesengen var stillet frem under bryllupsceremonien. Til daglig blev rummet brugt af husets herre.

Hertil kommer culina, køkken, og latrina, toilet, der ofte lå ved siden af hinanden blot adskilt af en bræddevæg. Inden man lader sig chokere over denne placering, skal man være opmærksom på, at en sådan placering også har været almindelig i Danmark. Vi har stadig mange huse med køkken og toilet placeret ved siden af hinanden blot adskilt af en enkelt væg. Placeringen er praktisk og skyldes hensyn til såvel vandtilførsel som kloakering.

I nær forbindelse med culina lå ofte et apotheca (αποθηκη), der tjente som forrådskammer, svarende til gamle dages fadebure, der i dag er blevet afløst af køle- og fryseskabe.

Foruden disse rum var der et triclinium (τρικλινον) , en spisestue med plads til 3 sofaer. Sofaerne anbragtes i vinkler på 90⁰ omkring et bord, så der var en åben side til serveringen, og på hver sofa kunne der være op til tre personer. Man nærmest lå ned under måltidet, idet man støttede sig på venstre albue og spiste med højre hånd. Mere end 9 liggende mennesker omkring et bord blev anset for upassende.

Grundplan over et pompejansk hus. Huset består af to hovedafdelinger, atrium og peristylium. Dertil kommer en række mindre rum.   1 = vestibulum 2 = fauces 3 = cella / thermopolium 4 = atrium 5 = impluvium 6 = cubiculum 7 = ala 8 = tablinum 9 = culina / apotheca 10 = latrina 11 = triclinium 12 = andron 13 = peristylium 14 = hortus 15 = cubiculum 16 = oecus / triclinium 17 = exedra

Peristylet

Sådan var atriets indretning, men som resultat af den tætte kontakt med grækerne i Syditalien føjede mange mennesker en ekstra afdeling til huset med mere lys og luft. Den græske indflydelse viser sig i de ord, der anvendes om rummene i denne afdeling, der under ét kaldes peristyl(i)um (περιστυλος)

Fra atrium kommer man gennem andron (ανδρων), egl. mændenes rum, men i Pompeji blot en korridor til peristyliet, der omgiver en hortus (en have) med blomster og ikke sjældent også springvand. Omkring peristyliet kan der ligge flere cubicula; hertil kommer sommerspisestuer og andre mindre opholdsrum, der blot kaldes oecus (οικος)

Et særligt rum er exedra (εξεδρα), der er et åbent og ofte afrundet sted, hvor man kan sidde og hygge sig In angulo cum libello.

Perystyliet med have i Vettiernes Hus. Den lille bronzefigur til venstre i billedet er i virkeligheden et af de mange springvand i denne have. Vandet kommer ud af en tud i munden på den and, som den lille dreng holder.

Huse og mennesker

Det er således et ganske rummeligt hus, der danner rammen om den pompejanske families hjemmeliv. Det kan derfor være naturligt at spørge sig om, hvor mange mennesker huset er beregnet til. Var der tale om storfamilier som 1960'ernes kollektiver, eller var der blot tale om masser af plads inden døre?

Huset dannede rammen om en familie, dvs. far, mor og nogle få børn. Børnerige familier var ganske vist et politisk ønske, men ikke desto mindre var det almindeligt med børnebegrænsning i form af provokeret abort eller udsætning af nyfødte. Man yndede ikke store børneflokke i den romerske verden, som Pompeji var en del af. Til familien hørte desuden nogle slaver, næppe mange i en gennemsnitlig husstand. Det er faktisk, hvad vi véd om antallet af de mennesker, der levede i et sådant hus. Det udelukker imidlertid ikke flere pårørende og udlejning af tomme værelser.

Men selv i en sådan situation må der have været plads nok til, at man ikke behøvede at komme hinanden ved døgnet rundt.

BJ / 2010