Græsk-romersk skulptur

Ægyptisk inspiration

Omkring 650 f.Kr. etablerede grækerne en handelsstation ved navn Naukratis i Ægypten. Det var bl.a. dette møde med ægypterne, der inspirerede grækerne til selv at lave større skulpturer i sten.

Ligesom de ægyptiske forbilleder er tidlig græsk skulptur frontal og symmetrisk, og håret forekommer tungt og parykagtigt. Men i modsætning til ægypterne gengiver grækerne dog ikke herskere med magtsymboler og slaver med redskaber, men ofte unge kvinder og frie mænd, de sidste ofte nøgne.

Figur 1. Farao Ramses II og skaberguden guden Ptah-Tatenen. Statue af rød granit. Højde 330 cm, 19. dynasti, Ramses den Andens regeringstid (1290-124 f. Kr.). Ny Carlsberg Glyptotek, København. Figurerne er præget af en høj grad af symmetri og frontalitet, dvs de skal ses forfra. Bagsiden af skulpturerne har en længere indskrift med hieroglyffer.

Valg af materialer

En skulptur kan være udført i terrakotta, kalksten, marmor eller bronze. Terrakotta er brændt ler og således et billigt materiale, som tilmed er nemt at forme. Marmor er en fin form for kalksten, der er dannet under stort pres i tidernes morgen.

Bronze er en legering (blanding) af kobber og tin. Begge disse metaller er bløde, men ved at blande dem i et forhold på omkring 90% kobber og 10% tin, får man en legering, der er stærkere end metallerne hver for sig.

I enkelte kostbare tilfælde kan en skulptur være beklædt med guld og elfenben. En sådan skulptur kaldes khryselephantin, dannet af ordene χρυσος og έλεφας, guld og elfenben.

Foruden skulpturer i disse materialer havde grækerne fra meget gammel tid hellige ξοανα, xoana (tilskårne træstammer), der anvendtes i kulten; f.eks. dyrkedes Athene på Akropolis i skikkelse af en xoanon, der var fremstillet af oliventræ. Sådanne xoana kunne iføres rigtige klæder; Athenes xoanon i Erechtheion på Akropolis blev iført en ny kjole ved Parathenæerfesten.
 

Figur 2. "Kleobis og Biton". De to figurer er udført i marmor omkring 600 f. Kr. Figuren til højre er 216 cm høj. Udført af Polymedes fra Argos. Begge figurer er fundet i Delfi, og de er opstillet på museet samme sted. Det er disse to statuer, som har inspireret den græske historiker Herodot (c 485-425 f. Kr.) til beretningen om Kleobis og Biton fra Argos. Herodot fortæller, at de døde en meget ærefuld død, og at deres landsmænd til minde derom opstillede statuer af dem i Delfi. Nyere forskning mener dog, at der er tale om Dioskurerne, Zeus' sønner, der hedder Kastor og Polydeukes. Selv om dette er rigtigt, er det fortsat mest sandsynligt, at det er netop disse to figurer, der har inspireret Herodot til beretningen om Kleobis og Biton. For der har næppe været to par statuer af et par unge mænd fra samme tid i Delfi.

Teknik i stenmaterialer

Udgangspunktet er en blok af sten. I begyndelsen fulgte man et ægyptiske proportionssystem og hugger ind fra alle fire sider, og resultatet er en ret kvadratisk skulptur. Senere laves først en model i et materiale, der er let at forme. Målene overføres derpå til stenblokken punkt for punkt – metoden kaldes derfor punktermetoden – og skulpturen frilægges. Tilsidst bemales store dele af skulpturen.

I dag er størstedelen af bemalingen forsvundet. Det skyldes, at bemalingen ikke har siddet alt for godt fast på marmoren, og at man siden renæssancen har fjernet de sidste rester af en bemaling, man ikke anså for oprindelig. 

Således var man tidligere uvidende om, at de græske og romerske marmorskulpturer oprindeligt var bemalede. Ser man godt efter, vil man dog fortsat kunne finde svage spor af bemaling på en del skulpturer.

Figur 3. Kore (ung pige) med spor af oprindelig farvelægning. Figuren, der måler fra isse til knæ (underben mangler) 50 cm, er udført i parisk marmor. Ca. 500 f.Kr. Museet på Akropolis, Athen. Hår og læber er røde, medens øjenbryn og øjenvipper er sorte. Underklædningen er dækket af farve, medens overklædningen er hvid og besat med rosetter og mæanderbort i sømmene. Der er anvendt rødt, gult og blåt, der er falmet til grønt og sort. Når denne kore har bevaret så meget af den oprindelige bemaling, skyldes det, at den er fundet i et fyldlag på Akropolis i Athen, som kaldes persergruben. I årene efter Perserkrigene 499-479 f. Kr. planeredes Akropolis, inden man opførte nye templer til erstatning for dem, som var blevet ødelagt i 480 f. Kr. I dette fyldlag indgik rester af ældre templer og votivgaver. Her har altså denne kore ligget beskyttet mod senere tiders trang til at fjerne de antikke statuers oprindelige farver.

Bronzeskulpturer i cire perdue-teknik

Grækerne havde længe lavet statuetter i massiv bronze. Men omkring år 500 f.Kr. udvikledes en teknik, der revolutionerede bronzeskulpturen. Nu er skulpturen ikke længere massiv, men den er hul og består af en tynd bronzekappe. Det gav kunstneren større frihed til at lave bevægelse mm.

Den nye teknik indebar, at man først formede en model i ler, enten en hel figur eller enkelte dele som hoved, arme og krop. Lermodellen omgives af en tynd kappe voks, og en lerskal lægges omkring den voksbelagte kerne. Gennem kanaler hældes flydende bronze ind mellem kappe og kerne, så det adskillende vokslag smelter bort. Lerkappen fjernes, og bronzen frilægges. Lerkernen bag bronzen fjernes, og nu har man en hul bronzeskulptur eller en del deraf.

Enkeltdelene loddes sammen, skulpturen pudses af, og løse dele som sejrskrans, spyd eller diskos sættes fast på figuren. Detaljer som øjne, læber osv. kan være udført i andre materialer som ædelsten, kobber og sølv. Metoden kaldes med et fransk udtryk cire perdue, dvs. bortsmeltet voks.

Figur 4. Voksen kriger, udført i bronze omkring 440 f. Kr. Skulpturen, som er fundet sammen med en tilsvarende skulptur i 1972 på havets bund ud for byen Riace i Syditalien, har holdt et skjold i sin venstre og et sværd i sin højre hånd. Øjne, læber og tænder er af et andet materiale end den øvrige figur. Skulpturen, der måler 198 cm i højden, er opstillet på Museo Archeologico i Reggio di Calabria.

Original eller kopi

En meget stor del af de græske skulpturer var udført i bronze, men det er dog kun ganske enkelte af de fritstående skulpturer, som er bevarede til vore dage. Et godt eksempel på en bevaret skulptur er figur 4, der har ligget sikkert på havets bund i måske 2.000 år.

Langt de fleste antikke bronzeskulpturer er dog blevet smeltet om, og bronzen er blevet anvendt til nye ting, som en ny tid havde større brug for. Alligevel har vi kendskab til en del tabte bronzeskulpturer, for inden de gik til grunde, havde romerne fået lavet marmorkopier af dem.

For den romerske overklasse havde stor interesse i græsk kultur, herunder græsk kunst. I perioden 0 - 200 er der blevet udført en række marmorkopier af originale græsk bronzefigurer, og en del af disse kopier er bevaret til i dag. Det gælder således figur 4.

Således ved vi, at byen Baiae ved Neapolis – vor tids Napoli – var et vigtigt center for den romerske kopivirksomhed. Man hentede begaftryk af original græsk skulptur i Grækenland. Ud fra begaftrykkene fremstilledes gode gipskopier i Baiae, og disse blev sendt ud til marmorbrudene i Italien. Her "seriefremstilledes" marmorkopier efter punktmetoden. Mange græske originaler kendes kun gennem disse marmorkopier, det gælder f.eks. Diskoskasteren og Athene og Marsyas af Myron og Spydbæreren af Polyklet.

Stenhuggerne havde dog et problem, når de skulle gengive en oprindelig bronzeskulptur i marmor. Den hule bronzefigur kan indtage mange forskellige og dristige stillinger, for figuren er ikke særlig tung, og metallet brækker ikke, men giver blot efter stød. Men marmor har ikke samme smidighed, og derfor er stenhuggeren ofte nødt til at forsyne kopien med en støtte, sådan som det ses på figur. 4.

Undertiden kan det være vanskeligt at afgøre, om en marmorskulptur er en original eller kopi, for grækerne arbejdede i begge materialer. Hvis der er en kunstnerisk umotiveret støtte med en arm eller et ben, og hvis håret virker fladt, er der sandsynligvis tale om en marmorkopi efter en original bronzefigur. For i bronzen gengav man ofte – men ikke altid – håret ved at ciselere bronzehovedet, og det giver et "fladt" hår, som primært får liv gennem lysets spil.

Brugen af skulpturer

Fremstilling af en skulptur var tidskrævende og kostbar. Det var derfor ofte bystaten, der tog initiativ til en skulptur. Skulpturen kan forestille en gud, men også en ung kvinde eller mand, som samfundet ønsker at hædre.

En ung kvinde kaldes en κορη, kore, en ung mand en κουρος, kuros. Man taler om en votivgave, når skulpturen opstilles som tak til guderne. Sådanne votivgaver blev opstillet på indviede steder ved de store helligdomme. Andre skulpturer blev opstillet på offentlige steder, f.eks. torve og teatre, til ære for en kvinde eller mand. En skulptur kan også opstilles på en grav til minde for en afdød.

Derimod skal man ikke forestille sig, at grækerne havde skulpturer i deres huse eller haver i klassisk tid. Det ville blive betrfagtet som utidig luksus og udslag af hybris, overmod. Det er først i hellenistisk og romersk tid, at private kan tillade sig den luksus at have skulpturer for deres egen fornøjelse.

Arkaisk skulptur 650 - 480 f. Kr.

Ordet arkaisk, αρχαιος, betyder først og oprindelig. Følgende kendetegner sædvanligvis en arkaisk skulptur:

• stående figur med venstre ben foran højre
• frontalitet og symmetri
• arkaisk smil
• langt og tungt hår
• enkel markering af muskler
• stiliserede detaljer i tøjet, der virker dekorativt
• mændene er ofte nøgne
• kvinderne er påklædte
• idealet udtrykker styrke og sundhed, man skulle være καλος και μεγας, smuk og stor, dvs. stærk
• flere kunstnerne er kendte

Figur 7. Gravstatue af Kroisos fra Anavyssos, Attika. Midten af det 6. århundrede f. Kr. Marmor. Højde 194 cm. Nationalmuseet i Athen.

Klassisk skulptur 480 - 336 f. Kr.

Klassisk skulptur underinddeles i streng stil 480-450 f.Kr., højklassisk stil 450-400 Kr. og senklassisk stil 400-336 f.Kr. Klassisk skulptur kendes ved:

• kontrapost, dvs. vægten lægges på det ene ben med diagonaler i skuldre og hofteparti, siden også med s-kurve i kroppen
• ansigter uden særligt udtryk, mænd med kort hår, enkle, men naturlige muskler og tøjfolder
• mændene er fortsat ofte nøgne, kvinderne sædvanligvis påklædte
• idealet er at være καλος και αγαθος, smuk og god, dvs. harmonisk
• skulpturen er udtryk for en idealnaturalisme
• mange kunstnere er kendte, f.eks. Myron, Polyklet og Praxiteles

Ved udtrykket idealnaturalisme forstår man, at figuren ligner et rigtigt menneske af kød og blod, men kunstneren stræber ikke efter at gengive et bestemt mennesket, som det ser ud, men som det bør se ud.

Figur 8. Diskobolos (diskokasteren). Moderne kopi af romersk marmorkopi efter en græsk original, der var udført i bronze omkring 450 f. Kr. af kunstneren Myron. Samme Myron har også lavet figurgruppen Athene og Marsyas, se figur 4 og 5. Den græske original er forlængst gået tabt. Den romerske marmorkopi findes i Rom og måler 125 cm i højden. Den moderne kopi på billedet er ligesom Athene og Marsyas – figur 6 – opstillet i det fri i Botanisk Have i København.

Figur 9. Herakles af kunstneren Lysippos. Romersk marmorkopi efter græsk bronzeoriginal. Midten af det 4. århundrede f. Kr. Højde 140 cm. Inv. nr. IN 1720, sal 8, Ny Carlsberg Glyptotek, København.

Hellenistisk skulptur 336 - 50 f. Kr.

I 336 f.Kr. begyndte makedonerne at samle de hidtil frie græske bystater og dele af orienten til et storrige. Storriget medførte en spredning af græsk (hellensk) kultur, og perioden kaldes derfor hellenismen. Følgende kendetegner hellenistisk skulptur:

• skulpturen kan nu udtrykke dramatik, sanselighed, smerte, eftertanke, stolthed eller karikatur
• motivrepertoiret udvides til også at inddrage hverdagsmotiver
• både kvinder og mænd kan gengives nøgne
• skulpturen er ofte udtryk for en realistisk naturalisme
• kunstnerne er ofte kendte

Figur 10. Præsten Laokoon og hans sønner dræbes af slanger. Rhodisk arbejde i marmor fra omkring 150 f. Kr. Musei Vaticani, Rom. Efter 10 års forgæves belejring af Troja fandt grækerne på en krigslist. De byggede en hest af træ, skjulte udvalgte krigere i dens bug og efterlod den foran Trojas byport som en gave. Den trojanske præst Laokoon forsøgte at advare sine landsmænd mod træhesten, men blev overhørt og dræbt af nogle giftslanger. Resultatet blev katastrofalt, grækerne indtog og ødelagde Troja.

Kvindefiguren fra arkaisk til hellenistisk tid

Her kommer 3 kvindeskulpturer, som viser de væsentligste faser i den kunstneriske udvikling fra arkaisk stil til hellenistisk stil.

Romersk skulptur 50 f. - 300 e. Kr.

Romersk kunst fortsætter græsk kunst, og mange kunstnere er af græsk afstamning. Særligt for romersk skulptur er det realistiske portræt, som allerede etruskerne mestrede. Hertil kom en stor interesse for kopier af ældre græsk skulptur, især den klassiske og hellenistiske.

Figur 14 og 15. Etruskisk sarkofag med stormand i sine velmagtsdage på låget. Medens grækerne – og mange andre – gerne vil portrætteres i forskønnet udgave, er det karakteristisk for etruskerne i deres sene periode (300-50 f. Kr.), at der lægges mere vægt på personligheden end på skønheden. Denne etruskiske levemand fra omkring 100 f. Kr. har ganske tydeligt taget for sig af livets retter. Tufsten. 2. - 1. årh. f.Kr. Inv. nr. HIN 429, sal 22, Ny Carlsberg Glyptotek, København.

 

Figur 18. Kejser Augustus hed egentlig Gajus Julius Caesar Octavianus, da han var adoptivsøn af Gajus Julius Cæsar. Tilnavnet Augustus, dvs. den ophøjede, fik han tildelt af senatet i år 27 f. Kr. Statuen viser Augustus som imperator, dvs. feltherre. Inderst bærer han en tunica, derover et metalpanser og over venstre arm hænger paludamentum, feltherrens kappe. Ved højre fod ses en Amor ridende på en delfin. Amor er søn af Venus (gr. Afrodite) og markerer, at Augustus og hans slægt ansås at nedstamme fra selveste Venus. Metalpanseret er dekoreret med symbolske billeder. Ved halsen ses himmelguden Jupiter, nederst ved kappen frugtbarhedsgudinden Ceres. Midt på panseret overgiver en barbar de romerske felttegn, der var blevet tabt tidligere, til Tiberius. Til venstre for denne scene ses et symbol på Spanien og til højre et symbol på Gallia Transalpina (nuværende Frankrig).  Selve figurens opbygning er stærkt inspireret af  Doryforos, Spydbæreren, af Polyklet fra omk. 450 f. Kr.

Tidlig kristen skulptur 300 - 1000 e. Kr.

I senantikken mister kunsten sit individuelle og naturalistiske præg, og figurerne bliver stive. Figuren skal nu symbolisere kejsermagten, Frelseren, Jomfru Maria osv., men uden synderlig lighed med virkelige personer. Ofte gøres hoveder og hænder uforholdsmæssigt store i forhold til den øvrige krop.

Det er sjælen, som er i fokus, medens den skønne krop er syndig, fordi den kan friste til synd. Da Byzans (det nuværende Istanbul) i perioder havde magten i store dele af Middelhavsområdet, kaldes den tidlige kristne skulptur ofte byzantinsk.

Middelalder 1000 - 1400

Middelalderen fortsætter ad sporet fra den tidlige kristen skulptur. Skulpturen kan være ganske raffineret og kunstnerisk dygtigt lavet, men det er fortsat ikke kroppen, men de åndelige værdier der tæller.

Perioden er dog ikke uden udvikling i formsproget. Omkring 1000 skildres Kristus gerne som en stor og værdig konge, også selv om han er korsfæstet, men ved middelalderens slutning, især efter de store pestepidemier omkring 1350, kommer lidelsen i fokus. Omkring 1400 glider kunsten over i renæssancen.

Kunstnernes navne er ofte ukendte, da de fleste arbejdede anonymt i en større sags tjeneste.

Figur 21. Anna selvtredie. Sengotisk figurgruppe fra nu tabt altertavle i Villerslev Kirke i Thy. Udført i træ omkring 1400 e. Kr. Figurgruppen viser Anna, der holder jomfru Maria med Jesusbarnet på armen. Anna var sammen med Joachim forældre til Maria. Figuren tilstræber ikke nogen form for realisme, men skal snarere symbolisere Jesus med mor og bedstemoder. Motivet, der bygger på et apokryft evangelium om Jesu barndom, var meget populært i den sene middelalder.

Renæssancen 1400 - 1600

Renæssancemennesket søgte sine forbilleder i oldtidens Hellas og Rom. Her var der nogle mennesker og en livsform, man i et vist omfang gerne ville identificere sig med. Man søgte Ad fontes, til kilderne for kunst og videnskab, og det gælder også skulpturen.

I 1500 tallet genfindes bl.a. den oldgræske figurgruppe, som kaldes Laokoon (figur 10), og Laokoons spændte og muskuløse krop var noget af en åbenbaring for renæssancens billedhuggere. Billedhuggerne laver dog fortsat mange religiøse skulpturer, men selv Jomfru Maria får nu ansigtstræk som en virkelig eksisterende kvinde. Man benytter gerne kendte kvinder og mænd som model, også til religiøse figurer.

Renæssancen begynder i Italien så tidligt som 1350, men kommer først til Danmark efter reformationen i 1536. Billedhuggerne er kendte og selvbevidste, en af de mest kendte er italieneren Michelangelo Buonarroti (1475-1564).

Barokken 1600-1750

Barokken er en fortsættelse af renæssancen, blot med større voldsomhed i udtrykket. Skal man tale om antikke forbilleder, må det være den hellenistiske kunst.

Også barokkens kunstnere var selvbevidste og arbejde under eget navn. En af de største er italieneren Gian Lotrenzo Bernini. Blandt hans mesterværker med antik inspiration er "Hades røver Persefone" og "Apollon og Dafne".

Nyere og nyeste tid

Siden barokken har billedhuggerne bevæget sig ad forskellige spor. I klassicismen 1750 - 1850 fulgte man tæt i sporene fra den klassiske græske kunst.

Efter klassicismen kan man finde eksempler på kunstnere, der bevæger sig ad helt andre veje, og kunstnere, der fortsætter tradionen fra antikken. For begge gælder det, at antikken har sat en standard, som enhver kunstner, modernist eller traditionalist, må måle sig med. Her gives et enkelt eksempel på en billedhugger i nyere tid, der har fortsat traditionen fra antikken.