Men kan man ikke også sige, at en læge eller sygeplejerske sætter mennesket i centrum? Den første definition er altså ikke helt tilstrækkelig.

En første afklaring

Af både historiske og praktiske grunde er universitetsfagene placeret under forskellige fakulteter. På Københavns Universitets hjemmeside http://www.ku.dk/ forklares fakulteterne på denne måde:
 

Videnskabernes historie

Den videnskabelige tænkemåde og mange videnskabsfag har trådt deres børnesko i den antikke græske bystat i årene 600-300 f. Kr.

Matematikkens første store skikkelse var matematikeren Pythagoras, der levede omkring 530 i byen Thurioi i Syditalien (dengang et græsk kulturområde), lægekunstens første store skikkelse er Hippokrates, som levede på øen Kos 460-370 f. Kr. Moralfilosofiens grundlægger var filosoffen Sokrates, der levede i Athen 469-399 f. Kr. Og den første store systematiker af videnskaberne var Aristoteles, der levede 384-322 f. Kr. For nu blot at nævne fire centrale skikkelser fra antikken.

Antikkens fag

I antikken opererede man med begrebet septem artes liberales, dvs. de 7 fag (= artes), som et frit (= liber) menneske kan have gavn af at kende. Disse septem artes liberales underinddeles i trivium (= de 3 veje) og quadrivium ( = de 4 veje).

Trivium bestod af grammatik, retorik og dialektik, der tilsammen dækkede en bred vifte af humanistiske områder lige fra græsk til litteratur, rhetorik, historie, jura og filosofi, områder med vægt på æstetik og etik.

Quadrivium bestod af geometri, aritmetik, astronomi og musik, dvs. overvejende matematiske fag.

Men ved siden af septem artes liberales havde antikken selvfølgelig en række andre fagområder som fysik, geografi, arkitektur og f.eks. ovennævnte lægekunst.

Universiteternes og fakulteternes oprindelse

Men antikken kendte ikke universiteter og fakulteter i vor forstand. De opstod først ved middelalderens begyndelse efter den antikke verdens sammenbrud.

Dette sammenbrud var længe undervejs, et af vendepunkterne var Romerrigets deling i 395 e. Kr. Det år blev Romerriget delt i Det Østromerske Rige og Det Vestromerske Rige, en deling, der langt hen ad vejen fulgte sproggrænserne for græsk og latin. Græsk havde siden Alexander den Store (356-323 f. Kr.) været hovedsproget i den østlige del af Middelhavsområdet samt i Syditalien og på Sicilien.

Det Vestromerske Riges fald sættes til 476 e. Kr., hvor germaneren Odoaker afsætter den sidste romerske kejser, der - ganske ironisk - hed Romulus Augustulus. Roms grundlægger hed også Romulus.

Herefter fulgte et halvt årtusind med kaos i et Vesteuropa, der blev rendt over ende af folkevandringer, ekspanderende arabere fra syd og siden også vikingerne nordfra I disse urolige århundreder overlevede lærdommen i klostre, der ofte lå i fjerne egne som f.eks. på Irland.

Da der atter var ved at blive fredelige forhold i Vesteuropa omkring 900, begynder der også at blive bedre forhold - og reelle behov - for videnskabelige studier. Netop omkring 900 opstår de 2 første universiteter i Italien. Der er tale om universitetet i Salerno i Syditalien (lidt syd for Napoli) og universitetet i Bologna i Norditalien.

I Salerno specialiserede man sig i lægekunsten, og Salerno kaldte sig ganske enkelt Civitas Hippocratica, dvs. Hippopkrates’ stad efter den græske læge Hippokrates.

I Bologna var det derimod juraen, dvs. den kirkelige (Corpus iuris canonici) og verdslige lovgivning (Corpus iuris civilis), der stod i centrum af studierne. Disse universiteter efterfulgtes af universiteter i Paris og Oxford, hvor det var teologi og filosofi, der stod i centrum.

Hermed var der lagt et grundlag for middelalderens universiteter. Med tiden blev det almindeligt, at et universitet havde 4 hovedområder, som nu blev kaldt fakulteter. Således havde Københavns Universitet ved sin oprettelse i 1479 følgende 4 fakulteter: teologi, filosofi, jura og medicin. Det teologiske fakultet, der satte fokus på kristendommen, var det overordnede fakultet, medens det filosofiske fakultet (siden 1994 kaldt det humanistiske fakultet) blev betragtet som ancilla theologiae (teologiens tjenerinde), fordi det gav den sprogligt-historiske viden, som teologerne havde brug for.

Men hvad er altså humaniora?

Fagene under humaniora

Det kan bidrage til en yderligere afklaring af begrebet humaniora, når vi ser på rækken af fag under humaniora. På Københavns Universitet var der i 2006 følgende 51 fag / studier under humaniora:

Humaniora = sprog + historie + etik + æstetik

Hvad har altså disse 51 studier under humaniora på Københavns Universitet tilfælles? På forskellig vis er de alle knyttet til studiet af sprog og historie. Klassisk græsk er således ikke alene studiet af det græske sprog, men hertil kommer i (alfabetisk rækkefølge) en række delementer som arkæologi, filosofi, kulturhistorie, kunsthistorie, litteraturhistorie, politisk tænkning, religionshistorie, retshistorie og sproghistorie.

Det verbale sprog

Centralt i humaniora står beskæftigelsen med sproget - ikke alene det enkelte sprog som latin, dansk eller engelsk, men sprog generelt.

Sprog består af lyde, ord, bøjninger, sætningstrukturer, men også af de idealer, tanker om godt og ondt, som sproget giver udtryk for. Sprog har en bred vifte af forskellige udtryksmåder, man taler bl.a. om genrer, dvs. typer af litteratur. Et epos (heltedigt) har et helt andet indhold og vælger helt andre udtryk end f.eks. en forsvarstale eller et lyrisk digt.

En enfoldig sprogbruger - hvis man kan forestille sig en sådan - bruger ordene efter deres pålydende værdi, siger man æsel, mener man æsel. Men på et mere avanceret plan anvendes der også udtryk, som skal fortolkes for at give mening, man taler i den forbindelse om metaforer, dvs. et indhold, der skal føres (= -for) over (= meta-) på noget andet. Siger vi til Karl Børge Dit æsel, mener vi næppe, at han er et æsel, men at han er stædig og umulig som et æsel.

Netop metaforen er helt speciel for humaniora. Tages en metafor for pålydende, er der tale om rent vrøvl, men vi forstår alle et billedesprog som: "... mit hjerte blev knust...", vel gjorde det ej, men jeg blev ret ked af det, er meningen med udtrykket. "Karl Børge skryder, når han taler om sin eksamen", nej, vel gør han ej, for det er kun et æsel, der kan skryde, men da Karl Børge praler vidt og bredt uden at være særlig klog, kan vi godt forstå metaforen, ja metaforen bidrager bedre end mange ord til billedet af Karl Børge.

Mennesket som historieskabt og historieskabende

Ethvert menneske fødes ind i en bestemt historisk kontekst med et bestemt sprog, som har sine egne udtryk og egne idealer. I vor danske kultur er demokrati et afgjort plusord, men det er det ikke alle steder i verden.

I virkeligheden sætter sproget og moralen nogle rammer for vor måde at tænke på, nogle rammer, som det kan være vanskeligt at bryde eller ændre, hvis man ikke er bevidst om dem. Vi er ganske enkelt stærkt bundet af det sprog og den historiske sammenhæng, vi fødes ind i og vokser op under. Man kan derfor med stor ret sige, at mennesket er historieskabt.

Men da vi ikke er viljeløse væsener, har vi også mulighed for at præge historien. Vi kan vælge en borgerlig eller en socialdemokratisk regering, vi kan vælge at bruge andre ord end tidligere, vi kan vælge helt at droppe dansk til fordel for engelsk, ja vi kan vælge at melde os ind i USA for at blive til endnu en lille stjerne i Stars and Stripes!

Netop den evne til vælge til eller fra gør, at vi må sige, at mennesket ikke alene er historieskabt, men at det i høj grad også er historieskabende. Mennesket kan vælge at præge udviklingen. I den forbindelse er det en af humaioras vigtige opgaver at bidrage til den viden om sprog og historie, som er en forudsætning for bevidste og fornuftige valg.

Det nonverbale sprog

Tanker om godt og ondt, demokrati og tyranni osv. kan ikke alene udtrykkes gennem ord, men også i et nonverbalt sprog, dvs. uden ord.

Hvordan det? En skulptur eller et billede / fotografi kan uden ord fortælle os noget om tidens idealer. Også musikken kan uden ord udtrykke både glæde og sorg. Undertiden er sådanne nonverbale udtryk stærkere end mange ord. Derfor er det ikke overraskende, at også kunst og musik er en del af humaniora.

Endelig er der mange kombinationer af det verbale og nonverbale sprog, man kan bl.a. tænke på sang og tegneserier, for slet ikke at tale om filmen, der på fremragende vis kan kombinere de forskellige verbale og nonverbale udtryk.

Æstetik og etik

I et forsøg på at forstå humanioras væsen er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at tale om sprog og historie, men vi bliver også nødt til at inddrage begreber som æstetik (det kunstneriske aspekt) og etik (det moralske aspekt med overvejelser om rigtigt og forkert).

Det sproglige udtryk rækker fra brugsanvisninger til poesi, dvs. digte om livet og kærligheden. Brugsanvisninger er sædvanligvis ufatteligt kedelige, men hvorfor er de det? Fordi de er udformet i et fattigt sprog, og fordi de sjældent har et budskab ud over det rent tekniske.

Et epos, en roman, en film bruger sproget på en helt anden måde end brugsanvisningen. En forfatter vælger bevidst sine udtryk, så de bedst muligt formidler budskabet, og budskabet vil sædvanligvis udtrykke noget alment og vedkommende. En litterær tekst - eller en film - er altså båret af såvel æstetik som etik.

Derfor vil det sædvanligvis være litterære tekster, som er genstand for opmærksomheden i de humanistiske studier. De har meget mere at give end brugsanvisninger og tilbudsaviser, der gerne holder samme niveau som brugsanvisninger.

Fagenes nødvendighed og flydende faggrænser

Som man kan se ovenfor, er der for tiden 6 fakulteter under Københavns Universitet. Alene det Humanistiske Fakultet har 52 forskellige fagområder.

At de 4 middealderlige fakulteter med tiden er blevet til 6, er selvfølgelig udtryk for, at vor tids viden og videnskab har brug for en sådan finere inddeling. Tilsvarende med humaniora, der begyndte i antikken med 4 områder under septem artes liberales, og som nu er blevet til 51!

Denne finere inddeling er en følge af en eksplosivt voksende viden. Fagene er en forudsætning for at kunne strukturere vor viden.

Men denne specialisering må ikke forlede nogen til at tro, at fagene anvender skyklapper, for det ville ganske enkelt betyde, at forskningen og videnskaben gik i stå. I virkeligheden er der tale om flydende faggrænser, endda på flere planer.

Lad os tage inddelingen i Det Teologiske Fakultet og Det Humanistiske Fakultet. På begge fakulteter er den sprogligthistoriske synsvinkel et bærende element.

Teologen skal lære sig hebraisk, græsk og latin for at kunne gå til kristendommens centrale tekster i Det Gamle Testamente (skrevet overvejende på hebraisk) og Det Ny Testamente (skrevet på græsk) og er derfor nødt til at hente ekspertise hos humanisterne på Det Humanistiske Fakultet.

Omvendt vil de kulturhistoriske interesserede forskere på Det Humanistiske Fakultet ofte kunne hente værdifuld viden hos teologerne. Det er trods alt den samme verden, vi udforsker, selv om synsvinklen kan (og skal) være forskellig.

Hvad angår humanister og teologer, kan vi altså i et vist omfang tale om flydende faggrænsker.

Men samarbejdet mellem fagene går videre. Lad mig blot nævne et eksempel, en arkæolog med speciale i middelalderen.

Middelalderarkæologen sidder med to typer af kildematerialer, de skrevne kilder og de fysiske fund fra middelalderen. De skrevne kilder skal behandles med de metoder, som kendetegner studierne under Det Humanistiske Fakultet.

Men hvad skal middelalderarkæologen stille op med de materielle fund i f.eks. en bispegrav i Sjørring? For at få dem til at tale, skal de dateres, konserveres osv., og her har arkæologen brug for kemikere, fysikere og måske også biologer og medicinere. Arkæologi er således et fagområde, der er placeret under Det Humanistiske Fakultet, men som ofte må anvende metoder, der hører hjemme under Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Humaniora - humanisme - humanist

Vi har ovenfor forsøgt at definere humaniora som de fag og studier, der arbejder bevidst og kritisk med sprog og historie på mange niveauer. Humaniora fremstår på den baggrund som en ret entydig og samlende betegnelse for en række beslægtede universitetsfag, der er samlet under samme fakultet.

Hvad skal man så kalde en person, der beskæftiger sig med humaniora? En sådan kaldes almindeligvis en humanist, et ord, der har samme sproglige oprindelse som humaniora. Begge ord er afledt af det latinske adjektiv humanus, dvs. menneskelig.

Problemet er blot, at ordet humanist ikke alene benyttes om en person, der har forstand på humaniora. Man kan også kalde en pædagog, en sygeplejerske, ja ethvert (i ens egne øjne) ordentligt menneske en humanist.

Hvordan hænger det nu sammen?

Humanisme

Selv om begrebet humanisme er sprogligt beslægtet med begrebet humaniora, er der ikke tale om identiske størrelser. Humanisme er en holdning til tilværelsen, som ikke deles af alle, der arbejder med humaniora. Og en holdning, som også kan kendetegne folk, der ikke beskæftiger sig med humaniora.

Humanismen sætter mennesket (lat: homo) i centrum, dvs. finder mennesket vigtigere end de til enhver tid herskende systemer. Forstået sådan har humanismen rødder i det klassiske Athen (480-350 f. Kr.).

På den tid var der en række intellektuelle, som man kaldte sofister, der hævdede, at mennesket var alle tings målestok. Hvis en person mente, at noget var retfærdigt for ham, så var det retfærdigt. For retfærdighed er et begreb under konstant forandring, og der er i virkeligheden ikke nogen absolut retfærdighed. Der er heller ikke nogen evigt gyldig lov, men loven fastlægges altid af den stærkeste, i et demokrati er det således flertallet, der har ret, sagde sofisterne.

Sådanne og tilsvarende betragtninger provokerede filosoffen Sokrates (469-399 f. Kr.) og hans yngre ven Platon (427-348 f. Kr.) til modsigelse, for de havde begge været vidner til uhyrlige demokratiske beslutninger i Athen. Set med deres øjne var demokratiet absolut ikke en garant for fornuft og menneskelighed. Også Sokrates og Platon satte mennesket i centrum, men de forsøgte samtidig at definere en fælles almengyldig moral. Retfærdighed kunne ikke være et relativt begreb.

Herved lagde de fundamentet til humanismen. Det er dog især to romerske forfattere, Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.) og Lucius Annaeus Seneca (4 f. Kr.-65 e. Kr.), der kom til at sætte afgørende præg på humanismen. Det er deres skrifter, som renæssancen (c. 1400-1600) og siden oplysningstiden (c. 1680-1780) hentede inspiration i.

Såvel Cicero som Seneca var stærkt præget af græsk filosofi, især af den retning, som blev grundlagt af filosoffen Zenon i Athen omkring 300 f.Kr., og som kaldtes stoicismen efter det sted, Stoa, hvor Zenon og hans venner mødtes. Man siger, at Seneca var stoiker, dvs. præget af stoicismens tanker om tilværelsen.

Ifølge Seneca er alle mennesker - rigmand som slave - ligeværdige i kraft af, at de alle er udstyret med logos, dvs. evnen til at tale og tænke. Den evne er guddommelig, og der findes ikke anden form for Gud. Mennesket er ganske vist underlagt skæbnens luner, men mennesket har også en fri vilje til at frigøre sig, om ikke på anden måde, så mentalt og moralsk.

Mennesket er ifølge stoikeren Seneca skabt til at handle i overensstemmelse med logos, det vil i praksis sige, at det er menneskets medfødte natur at handle til gavn og glæde for de nærmeste og for fællesskabet.

Hvad er en humanist?

Hvar er altså en humanist? Svaret må deles i to. For en humanist kan være et menneske, der beskæftiger sig professionelt med humaniora, dvs. med sprog og historie, men som ikke nødvendigvis er præget af humanismens idealer, som måske endda betragtes som noget pladder.

En humanist kan også være et menneske, som i sit liv og virke er præget af humanismens idealer, uden at pågældende nødvendigvis har studeret humaniora. Fiskeren, landmanden, skolelæreren kan alle være humanister i den betydning af ordet.

Begrebet humanist er altså ikke entydigt, men skal forstås ud fra sin sammenhæng.

Videnskabernes Janushoved

Videnskaberne har et dobbelthoved ligesom den romerske gud Janus, et hoved med et ansigt, der vender frem, og et andet, der vender tilbage.

På den ene side bidrager videnskaberne på afgørende vis til viden, frihed og velstand, men på den anden side kan videnskaberne også misbruges. Ingen videnskab er værdifri.

Biologer kan bidrage til at forbedre livsvilkårene for både mennesker og dyr, men biologer kan også levere viden til at fremstille pinefulde bakteriologiske våben, der skal bruges i en skidt sags tjeneste.

Læger kan lindre og helbrede, men læger kan også deltage i tortur af fanger med henblik på at opnå den maksimale effekt af torturen og siden tilsløre pinslerne. Intet fagområde, ingen videnskab kan sige sig fri for at være brugt i en ond sags tjeneste.

Brug og misbrug af humaniora

Heller ikke humaniora og humanisterne kan sige sig fri for at have leveret den forkerte vare. Lad mig blot nævne to historiske og et nutidigt eksempel.

I løbet af 1800-tallet blev især nordeuropæerne besat af et voldsomt overmod. Europæerne havde om ikke opfundet, så udviklet dampmaskinen, de fik styr på elektriciteten, de opfandt forbrændingsmotoren, de byggede effektive fabrikker, og man koloniserede store dele af verden. I kølvandet på de store bedrifter begyndte europæerne at tale om den ariske (= indoeuropæiske) races overlegenhed med deraf følgende foragt for mennesker af andre racer. Historikere, skønlitterære forfattere og filosoffer pustede til dette forrykte overmod, der endte i store tragedier, herunder systematisk udryddelse af sigøjnere og jøder uder nazisternes regime.

Efter Italiens samling 1860-1870 blev italienerne grebet af storhedsvanvid. Italienerne drømte om at genoprette antikkens Romerrige, og de begyndte at angribe Afrika. Ud af dette storhedsvanvid voksede fascismen, der kaldes således, fordi den anvendte antikkens magtsymbol fasces (nærmest en slags politistav) som sit symbol. Fascisternes leder, Benito Mussolini (1883-1945), anvendte arkæologer i sin propaganda. Antikkens ruiner blev fremdraget og restaureret på en måde, som skulle give næring til drømmen om at genoprette antikkens Romerrige. Arkæologien lod sig i 1920'erne og 30'erne spænde for en vogn, som ligger milevidt fra den humanisme, vi møder hos f.eks. Cicero og Seneca.

I dag er det bl.a. reklameindustrien, der må gøre en humanist en anelse betænkelig. Dygtige fotografer og professionelle tekstforfattere leverer ukritisk materialer til reklamer, hvis eneste formål er at accelerere et forbrug, som allerede er et overforbrug. Ved lokkende tale og forførende billeder bildes ung som gammel ind, at det og det overflødige produkt er en forudsætning for et lykkeligt liv, og det medens dele af verden sulter, og hele verden trues af global forurening.

Undertiden spørger man sig selv, om ikke fotografer, tekstforfattere og andre kreative folk med tilknytning til humaniora kunne bruge deres evner lidt bedre.

BJ / 2010