Skrift og bog

Skriftens oprindelse

Vi opfatter skrift som noget selvfølgeligt, og ikke uden grund, for det moderne samfund bygger på, at man kan fastholde et budskab på skrift. Men indtil for kort tid siden fandtes der samfund, hvor skrift var ukendt, og al kommunikation var mundtlig. Hvorfor og hvor opstod da den første skriftkultur?

Skriften opstod omkring 3000 f.Kr. i Ægypten ved Nilen og i Mesopotamien mellem floderne Eufrat og Tigris. Langs disse floder lå landbrug, men da en flod som Nilen kun har vand om foråret, kræver det planlægning at have vand til hele året. Planlægning og administration forudsætter imidlertid, at man har en skrift, der kan fastholde aftaler og erfaringer.

Hieroglyffer på en stol, hvorpå der sidder to ægyptere, Ahmose og Baketre. Skulpturgruppen er udført i stenarten diorit under det 18. dynasti, dvs. mellem 1490 og 1413 f. Kr. Ny Carlsberg Glyptotek, København.

Hieroglyffer

Skriften begyndte som billeder, tegningen af en kamel betød kamel osv. I Ægypten udvikledes tegningerne omkring år 3000 f.Kr. til et sammenhængende skriftsystem, hvor et tegn svarede til et helt ord, så der var brug for ganske mange tegn. Disse tegn kaldes hieroglyffer, en senere græsk benævnelse, der betyder hellige tegn, og den vanskelige skrift var forbeholdt en lille klasse af professionelle skrivere.

Linear A og B

Med tiden forenkledes skriften, og omkring 1500 f.Kr. fandtes der således på Kreta en stavelsesskrift, der benævnes Linear A, da den blev skrevet på linjerede lertavler. Et par århundreder senere anvendte også de første grækere en stavelsesskrift, der kaldes Linear B for at adskille den fra Linear A. Men efter sammenbruddet af den kretisk-mykenske kultur omkring 1150 f.Kr. gik kendskabet til dette skriftsystem tabt.

Det græske alfabet

Omkring 725 f.Kr. fik grækerne kontakt med fønikerne, der var et handelsfolk, som stammede fra Fønikien (omtrent det nuværende Libanon) og havde grundlagt kolonier i Nordafrika og det vestlige Middelhavsområde.
Fønikerne havde udviklet hieroglyfferne til et skriftsystem, hvis enkelte tegn stod for en konsonant. Det er denne skrift, der lever videre i bl.a. det hebræiske alfabet, som fortsat anvendes af jøderne i dag.

Grækerne overtog nu det fønikiske alfabet og gjorde nogle af de fønikiske konsonanttegn, som de ikke havde brug for, til tegn for vokaler. Således fik man for første gang et alfabet, der rummede alle de lyde, såvel konsonanter som vokaler, der er nødvendige for at kunne skrive en entydig tekst. I modsætning til hieroglyffer er det græske alfabet så enkelt og funktionelt, at alle får mulighed for at beherske kunsten at læse og skrive.

Det græske alfabet fandtes i flere varianter, herunder vestgræsk og østgræsk. Det er det østgræske alfabet, der anvendes, når man i dag læser græske tekster fra oldtiden, og det er ligeledes dette alfabet, der lever videre i nygræsk. Her gengives de østgræske bogstaver, store og små, bogstavets navn og lydværdi:

Bogstavet ς anvendes sidst i et ord, ellers anvendes σ. Nogle tekstudgaver anvender dog C, c for vort -s- uden at skelne mellem placeringen i ordet.

Ved oldtidens slutning bragte to græske missionærer, Kyrillos og Methodios, kristendommen til Rusland, og sammen med kristendommen fulgte udbredelsen af det græske alfabet. Det russiske alfabet er således en udløber af det østgræske alfabet. Det kaldes det kyrilliske alfabet efter den ene af missionærerne.

Det latinske alfabet

Det vestgræske alfabet blev hurtigt overtaget af etruskerne i Mellemitalien. Omkring 500 f.Kr. kom alfabetet til Rom, enten via etruskerne eller direkte fra grækerne i området ved Cumae.
I de sidste århundreder inden Kristi fødsel fandt det latinske alfabet sin endelige form. Det var det alfabet, som de kristne missionærer siden bragte med sig til Nordeuropa. I dag anvendes det latinske alfabet i størstedelen af verden. Og med indførelsen af global edb-kommunikation er det et spørgsmål, om andre alfabeter og skriftsystemer i længden kan hævde sig over for det latinske alfabet.

Der går en lige linje fra det græske alfabet til det latinske alfabet, som anvendes til dagens globale kommunikation. Sammenlignet med andre alfabeter er det latinske enkelt og entydigt, og det skyldes dets græske oprindelse. Her på billedet ses tre elever på Thisted Gymnasium og HF foran skærmen.

Majuskler og minuskler

Et alfabet er én ting, selve udformningen af bogstaverne en ganske anden. I oldtiden anvendtes fortrinsvis store bogstaver, såkaldte majuskler, men ved oldtidens slutning gik man over til små bogstaver, minuskler. Valget af bogstavtype hænger sammen med det materiale, man skriver på. Er det ujævnt, anvendes store bogstaver, da de har mange lige streger, medens et glattere materiale indbyder til en rund og sammenhængende skrift. De store bogstaver, vi anvender i dag, svarer til de store bogstaver, man anvendte i Rom på Kristi tid.

Lovtekster, hurtige notater og grafitti

Såvel sten som lertavler og træplader blev anvendt som skrivemateriale i oldtiden. Vigtige bekendtgørelser og lovtekster blev ofte hugget ind i en stele af sten.

En hurtig besked, der ikke skulle gemmes for altid, kunne skrives på et par trætavler, der var bestrøget med bivoks på de sider, der blev lukket mod hinanden. Man ridsede bogstaverne med en bronzegriffel, der var spids i den ene ende. Med den anden, der var flad, kunne man udglatte voksen, så den blev klar til en ny besked. Men hverken sten eller trætavler var velegnede til egentlige bøger.

Grafitto fra en kro i Pompeji. En overnattende gæst har skrevet følgende: "Miximus in lecto fateor peccavimus (ny linje) hospes si dices quare nulla matella fuit." I oversættelse: Vi har pisset i sengen – jeg indrømmer det, vi har syndet, krovært. Hvis du spørger hvorfor? Der var ingen natpotte.

Endelig er der de mange romerske grafitti, dvs. indkradsede indskrifter på mure og vægge, som viser, at det var ret almindeligt at kunne skrive og læse. Disse grafitti er en vigtig kilde til ofte almindelige menneskers liv og tankeverden.

Papyrus ved Fonte Aretusa i Syrakus på Sicilien. Det var stænglerne af de unge papyrusplanter, der anvendtes til fremstilling af oldtidens borgruller.

Papyrus og pergament

Oldtidens mest anvendte materiale til bøger var papyrus, en sivplante, der vokser langs Nilens bredder. De unge stængler blev skåret i passende stykker og presset flade, derpå blev de lagt over hinanden og presset sammen, så de dannede, hvad der med lidt god vilje kan sammenlignes med et stykke papir. Stykkerne blev derpå føjet sammen, så man fik en bogrulle, volumen. En bogrulle var gerne ca. 35 cm høj og op til 10 m i længden. Hér skrev man sine bogstaver med et sivrør, calamus, der blev dyppet i blæk, atramentum, og teksten blev skrevet i spalter, columnae.

En papyrusrulle var ikke kostbar, og noget godt materiale var der ikke tale om. Papyrus falmer og bliver ved hyppig brug så skør, at rullen begynder at smuldre. Derfor var man nødt til at afskrive teksterne med jævne mellemrum, hvis man ønskede at læse og bevare dem.

Digteren Menander sidder tænksom med hovedet støttet af højre hånd, medens venstre hånd holder om en papyrusrulle. Udsnit af vægmaleri i Menanders hus i Pompeji, udført nogle år før katastrofen i 79 e. Kr.

På Kristi tid begyndte man imidlertid at anvende et nyt materiale parallelt med papyrus. Det nye materiale hed pergament og er opkaldt efter byen Pergamon i Lilleasien. Pergament er dyreskind, ofte af ged eller kalv, som behandles på en sådan måde, at det bliver til et godt materiale at skrive på. Skindene blev ikke sat sammen i en rulle, men i en bog med ryg, en codex.
I modsætning til papyrus er pergament et materiale med næsten ubegrænset holdbarhed, når blot det beskyttes mod fugt og skadedyr. Da bogformen tillige er mere praktisk end bogrullen, blev papyrus erstattet af pergament i løbet af det 3. og 4. århundrede.

Side i et af de ældste pergamentshåndskrifter, som har næsten hele den græske tekst til Biblen. Denne side viser Matthæusevangeliet fra kapitel 11 vers 25 til kapitel 12 vers 23. Håndskriftet hedder Codex Vaticanus Graecus B, og det opbevares i Bibliotheca Apostolica Vaticana, Roma.

Middelalderens bog

Selvfølgelig værdsatte man bøger i den hedenske oldtid, men en bogrulle blev primært anset for et redskab til at fastholde et budskab i en verden, der i øvrigt var altovervejende baseret på det talte ord.
Men med kristendommens sejr over hedenskabet fik bogen karakter af noget mere end et redskab. Kristendommen er i modsætning til de antikke hedenske religioner en skrift-religion, dvs. en religion med hellige tekster, der oplyser om Guds vilje med mennesket og historien.
I de urolige århundreder omkring den antikke verdens sammenbrud valgte mange et liv som munk i et kloster for at finde Gud og en mening med tilværelsen. I klostrene formede livet sig som en vekslen mellem bøn og arbejde, et arbejde, der ofte bestod i studier af Biblen og kirkefædrene (teologisk litteratur).
For munken var bogen vejen til indsigt i Guds væsen. Bogen blev derfor genstand for stor respekt, og arbejdet med bøger blev anset for et af de ædleste i klostrene, det gælder i særdeleshed i benediktinerklostrene. Dertil kom, at det kostbare og holdbare materiale, pergamentet, ligefrem indbød til at gøre noget særligt ved bogen. Talrige bøger blev derfor udsmykket med illustrationer eller egentlige miniaturemalerier, der kaldes illuminationer.
Pergament er et så godt materiale, at det kan genbruges. Havde man en codex med en tekst, der ikke længere havde interesse, kunne man skrabe den gamle tekst bort og genanvende pergamentet til en ny tekst. Sådanne genanvendte pergamenter kaldes palimpsester. Inden for de sidste to århundreder har man udviklet en teknik, der gør det muligt at læse den forsvundne tekst. På den måde har man fået kendskab til antikke tekster, man ikke tidligere kendte eksistensen af.

Detalje fra et pergamentshåndskrift fra det 14. årh. Bogmaleriet, som kaldes en illumination, viser Bebudelsen, dvs. det øjeblik, da den unge jomfru Maria får besøg af englen Gabriel, der er kommet for at fortælle, at Maria skal føde verdens frelser. Lidt foran Marias ansigt ses Helligånden i skikkelse af en lille due. Der er tale om et håndskrift fra den tidlige renæssance, en periode, der rent maleteknisk kendetegnes af sansen for lys og skygge samt for perspektiv. Arch. S. Pietro C 129, Bibliotheca Apostolica Vaticana, Rom.

Renæssancen

I det 15. århundrede kom et nyt skrivemateriale til Europa fra Kina, og materialet kaldtes papir efter sin delvise lighed med papyrus. Det består af en homogen masse af organisk materiale. Omkring 1450 opfandt tyskeren Gutenberg (ca. 1397-1467) et støbeinstrument til fremstilling af løse typer og skabte derved grundlaget for bogtryk. Nu behøvede man ikke længere at afskrive hvert eneste ord hver gang, nu kunne man mangfoldiggøre en hel side ad gangen. Det nye materiale, papiret, var som skabt til den nye teknik, og den bredte sig hurtigt over hele Europa.

I begyndelsen herskede der en hård konkurrence mellem det traditionelle håndskrift med de smukke illuminationer og den billige bog trykt på papir. Men i længden kunne håndskriftet ikke klare sig i konkurrencen med den nye teknik.
For renæssancen blev den nye teknik af uvurderlig betydning. Hvor en forfatter tidligere kun kunne regne med en snæver kreds af læsere, blev det nu muligt at nå frem til et stort publikum. Således ved vi, at den lærde humanist Erasmus af Rotterdam (1469-1536) fik udgivet sine latinske skrifter i et antal på ikke mindre end 750.000 eksemplarer, noget der ville have været utænkeligt uden papir og bogtryk.

Teksternes vej fra oldtid til nutid

Når vi i dag kan læse oldtidens græske og latinske forfattere, skyldes det sædvanligvis, at teksterne er blevet skrevet af med jævne mellemrum, indtil de blev nedskrevet på en codex af pergament en gang i middelalderen. Skal man i dag udgive en antik tekst, må man derfor opsøge de biblioteker, der har sådanne middelalderlige codices. I nogle tilfælde vil man dog kunne nøjes med en god fotografisk kopi af det middelalderlige manuskript.

Men selv om papyrus var et skrøbeligt materiale, kan det dog bevares gennem årtusinder, såfremt det ligger urørt på et tørt sted. Således har man flere gange i dette århundrede fundet hidtil ukendte tekster på papyrusruller i klippehuler i Israel og Ægypten.

Også andre forhold kan bidrage til bevarelsen af papyrus. Således blev et helt bibliotek i Herculaneum beskadiget under Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. Ved den lejlighed blev papyrusrullerne forkullede på en sådan måde, at de blev bevaret til vore dage. Og netop disse papyri fra Herculaneum har sikret vort kendskab til en af oldtidens epikuræiske filosoffer, Filodem.

Om man stadig kan finde glemte tekster på enten en papyrusrulle i en afsides beliggende klippehule eller bag en nyere tekst på en palimpsest i et klosterbibliotek?

Ja, muligheden foreligger, selv om man skal være heldig, for der er ikke mange steder tilbage i verden, hvor forskerne ikke har søgt efter de gamle tekster.

Håndskrift af pergament fra omkring 400 e. Kr. Der er tale om et genbrugt stykke pergament, en palimpsest. Oprindeligt indeholdt manuskriptet værket De re publica (Om staten) af den romerske forfatter og politiker Marcus Tulllius Cicero (106-43 f. Kr.), men en gang i det 7. århundrede blev denne tekst visket ud for at give plads til en ny tekst af den kristne forfatter og biskop Aurelius Augustinus (354-430 e. Kr.). Denne anden tekst giver en fortolkning af Davids salmer i Det gamle Testamente. Ciceros tekst er skrevet med større skrift, medens Augustins er skrevet med mindre bogstaver. I en lang periode var det kun Augustins tekst, man kunne læse, men ved at behandle teksten med kemikalier er det lykkedes at få den oprindlige tekst frem i lyset. Bibliotheca Apostolica Vaticana, Roma.

BJ / 2010