I. Drama og samfund

Det græske drama har sin oprindelse i forårsritualer, der skulle sikre markernes og husdyrenes frugtbarhed. Sådanne ritualer går helt tilbage til den mykenske verden 1600-1150 f.Kr., da der herskede konger i Grækenland.

Udsnit af kylix (drikkeskål) fra o. 585 f. Kr. I midten ses vinguden Dionysos med drikkehorn og vedbendkrans på hovedet. Til venstre spiller en satyr på fløjte, til højre danser en mænade – det kvindelige modstykke til en satyr. Nationalmuseet, Antiksamlingen. Foto: Lennart Larsen.

Ritualerne bestod af ofre til guderne og rituelle danse med et saftigt præg, hvor en gigantisk fallos var centrum for lystighederne. Majstangen, man dansede omkring ved gadekæret, er nordboernes svar på den græske fallos. Danserne var iklædt dyreskind, og de sang frugtbarhedsfremkaldende sange til deres dans. Men omkring midten af det 6. årh. f.Kr. får løjerne et dybere indhold. Omrejsende sangere optrådte ved lokale forårsfester, og i 534 f.Kr. hører vi om en sanger ved navn Thespis, der rejste rundt i Attika med en lille gruppe sangere.

Tragedien og komedien er således udsprunget af gamle frugtbarhedsritualer. Dramaet er imidlertid nøje forbundet med det demokrati i Athen, der begyndte med den store lovgiver Solon omkring 592 f. Kr., og som kom til fuld udfoldelse ved en politisk reform i 507 f.Kr.. Dramaets storhedstid falder i perioden mellem 480 og 400 f.Kr.

Frugtbarhedsritualerne var knyttet til rusens og galskabens gud Dionysos. Det græske drama bevarer denne tilknytning til Dionysos, og forbindelsen viser sig bl.a. i tragediens stærke følelser og komediens erotiske undertoner.

II. De dramatiske genrer

Ordet drama kommer af det græske ord δραμα, der ganske enkelt betyder handling. Dramaet underinddeles i tragedie, komedie og satyrspil. Alle tre genrer er poetiske, dvs. at de er bundet til faste verserytmer. Således er dialogpartierne bygget op af jambiske trimetre.

III. Tragedien

Tragediens indhold og formål

Tragediedigteren Euripides levede 485-406 f Kr. Af de mange dramaer, han har skrevet, er der bevaret 18, heriblandt Medea, Elektra og Hippolytos. Romersk marmorkopi efter græsk bronzeoriginal fra 4. årh. f. Kr. Ny Carslberg Glyptotek, København.

Τραγωδία, tragedie, betyder egentlig gedebukkesang, sandsynligvis på grund af oprindelsen i frugtbarhedsritualerne. Tragediens indhold ligger dog fjernt fra den rituelle oprindelse. Tragedien henter sine emner i den gamle sagnverden, der er knyttet til borgene i Mykene, Troja og Theben. Hertil kommer enkelte andre sagnkredse som Argonautertogtet.

Det er ikke tragediens mål at forherlige gamle dage, tværtimod, men da de gamle sagnfigurer var kendte af alle, behøvede forfatterne ikke give publikum en lang indledning. Tragedien bruger imidlertid de gamle sagnfigurer til at skildre almene og store problemer som skæbne, skyld, had, livets mening eller mangel på samme. Det er tragediens mål at bevæge, ja ryste publikum ud af den småborgerlige tilværelse for en stund.

Af de mange hundrede tragedier, der blev opført i det 5. århundrede, er der bevaret omkring 32. Der er bevaret 7 tragedier af Aiskhylos (c.525-456 f.Kr.), 7 af Sofokles (496-406 f.Kr.) og 18 (muligvis 19) af Euripides (c.485-406 f.Kr.). Blandt de mest kendte og hyppigst opførte kan nævnes Agamemnon og Prometheus af Aiskhylos, Kong Ødipus og Antigone af Sofokles, samt Elektra og Medea af Euripides.

I en græsk tragedie optræder sædvanligvis 3 skuespillere, man taler om protagonistes (førsteskuespiller), deuteragonistes (andenskuespiller) og tritagonistes (tredieskuespiller). Hertil kommer et kor på 15 kormedlemmer.

Skuespillerne fører en dialog med hinanden og med korlederen. Skuespillerne bærer masker, muligvis som et levn fra frugtbarhedsritualerne, hvor det var naturligt at klæde sig ud som dyr.

Maskerne muliggør, at 1 skuespiller ved blot at skifte maske kan varetage 2-3 roller. Et andet ejendommeligt træk ved det klassiske drama er forbudet mod optrædende kvinder. Kvinderoller varetages altså af mænd, der blot er gemt bag en kvindemaske. Om maskerne også har været lydforstærkende, er et ubesvaret spørgsmål. Der er ikke bevaret masker fra oldtiden, for dels var de af forgængeligt materiale, og dels blev de ophængt som votivgave (takkegave) i Dionysos's tempel efter opførelsen af skuespillet. I øvrigt er der stadig så god akustik i de græske teatre, at publikum nemt kan høre skuespillerne, blot de taler tydeligt.

Medens handlingen udføres af de 3 skuespillere, der ofte giver udtryk for manglende sjælelig balance, giver koret sædvanligvis udtryk for venlighed og besindighed. Koret udgøres f.eks. af gamle mænd eller kloge kvinder i byen. Digteren kan også bruge koret som forbindende led, en korsang kan således fungere som stilhed før stormen, ligesom koret kan lede publikums opmærksomhed i en bestemt retning.

Korets 15 personer deles op i to halvkor på 7, medens den femtende person fungerer som korleder, det vil sige korets talsmand.

Til de 3 skuespillere og 15 kormedlemmer kommer 1 eller 2 fløjtespillere, der ved deres spil dels kan antyde en stemning og dels ledsage korsangen.

Der kan være afvigelser, men en græsk tragedie består sædvanligvis af følgende dele afsnit:

Fædra udråber sin sorg og smerte over, at Hippolytos ikke vil kendes ved hende. Fra en opførelse af Euripides' tragedie Hippolytos ved teatergruppen "Veritas semper Pulchra" (Sandheden er altid smuk) på Hald Hovedgård ved Viborg.

• Prolog
• Parodos
• 1. Episode
• 1. Korsang
• 2. Episode
• 2. Korsang
• 3. Episode
• 3. Korsang
• 4. Episode
• 4. Korsang
• Exodos

I prologen træder en enkelt skuespiller frem på proskenion med det formål at sætte publikum ind i tid, sted, personer og tema.

Derpå følger parodos, hvor koret kommer syngende ind fra højre ad parodos og tager opstilling på det, vi ville kalde scenen, men som grækerne kaldte orkestra, dansepladsen.

Så kommer selve dramaet med fire eller fem store partier, episoder, hvor hovedpersonen gennemgår en voldsom udvikling. Episoderne afbrydes af korets sang, der angiver stemninger, udtrykker sund fornuft og/eller kommenterer, hvad der er sagt i den foregående episode.

Tilsidst følger korets udgang og stykkets afslutning.

IV. Satyrspillet

Et satyrspil følger ofte efter opførelsen af tre tragedie, og målet er den uforpligtende latter. I satyrspillet er skuespillere og kor klædt ud som satyrer, grimme og gejle væsener, der består af halvt menneske og halvt gedebuk eller hest. Kyklopen af Euripides er det eneste satyrspil, der er bevaret i sin helhed.

V. Komedien

Κωμωδία, komedie, betyder festlig sang, og komedien præges netop af fest og latter, men i modsætning til satyrspillet er der altid en mening med latteren.

Hvor tragediedigterne sædvanligvis anvender figurer, der er kendte fra de store fællesgræske myter, henter komediedigterne sædvanligvis deres figurer i den aktuelle dagligdag. Komedien udstiller og latterliggør således kendte personer i samtiden, ofte politikere med det formål, at publikum skal forlange en ny politik. Bag latteren og de mange vitser af ofte ret saftig karakter gemmer der sig altid alvor.

Der er bevaret 11 komedier fra Athens storhedstid, alle af samme forfatter: Aristofanes (c.448-380 f.Kr.). Blandt de mest kendte er Lysistrate, også kaldet Kvindernes Oprør, og Skyerne. Lysistrate handler om, hvor tåbeligt det er at føre krig, når man kan have det rart derhjemme med konen. Skyerne er derimod et angreb på tidens intellektuelle: naturfilosofferne og sofisterne.

Teaterprogram fra det græske teater i Syrakus på Østsicilien. Her opføres hvert år 2-3 græske dramaer. Årets program kan ses på teatrets hjemmeside.

Antallet af både skuespillere og kor er større end ved opførelsen af en tragedie. Der er således 4 skuespillere i en komedie: førsteskuespiller, andenskuespiller, tredieskuespiller og fjerdeskuespiller (tetragonistes). Også koret er udvidet, så det består af 25 medlemmer: 2 halvkor a 12 medlemmer og 1 korleder.

En komedie indeholder samme grundlæggende elementer som en tragedie, men hertil kommer parabase, syzygia, proagon og agon.

Under parabasen træder korlederen frem og giver publikum et budskab fra komedieforfatteren, ofte uden nærmere tilknytning til selve komedien. Syzygia består af en række komiske situationer, hvorunder to personer taler forbi hinanden. Proagon danner optakten til selve komediens kerne: agon, der er en konkurrence mellem to synspunkter, som afsluttes med, at det ene synspunkt besejrer det andet.

Følgende disposition til Skyerne af Aristofanes kan give et indtryk af en komedies opbygning:

• Prolog
• 1. Episode
• 1. Parabase
• 1. Syzygia
• 2. Syzygia
• Proagon
• 1. Agon
• 2. Parabase
• 2. Episode
• 3. Syzygia
• Korsang
• 3. Episode
• 2. Agon
• Exodos

VI. De store Dionysier

I modsætning til vore dages teater opførte man kun tragedier og komedier 2 gange om året i Athen. Det var dels ved en mindre frugtbarhedsfest om vinteren, der hedder Lenæerfesten, og dels ved De Store Dionysier, den store fest for vinguden Dionysos i marts-april måned. Til gengæld varede festlighederne hver gang en hel uge.

Vor viden om De Store Dionysier er mangelfuld, men det er dog muligt at beskrive festen i hovedtræk. Den første dag blev vingudens statue ført ind i Dionysosteatret i et festligt og muntert optog. Den følgende dag indledtes med ofring af en pattegris til Dionysos. Først på trediedagen begyndte skuespillene. I tre dage opførtes nu en række skuespil: hver dag 3 tragedier og 1 satyrspil. Ofte var der en sammenhæng mellem de 3 tragedier, man taler så om en trilogi. Inddrages satyrspillet, tales der om en, en tetralogi. Hver tragedieforfatter stod for en hel dags skuespil.

Sjettedagen var forbeholdt komedien. Her opførtes mellem 3 og 5 komedier, skrevet af forskellige komedieforfattere.

På syvendedagen sluttede festen med uddeling af præmier: en vedbendkrans (vedbenden er Dionysos hellige plante) til bedste tragediedigter, bedste komediedigter og bedste førsteskuespiller. Desuden fik den bedste koreg (medborger, der financierer et kor) en smuk trefod til minde om festen.

Der er altså tale om en digter- og skuespillerkonkurrence, hvor det gælder om at vinde. Af samme grund er der meget sjældent tale om genopførelse af et drama. Såvel tragedierne som komedierne er skrevet med en enkelt opførelse for øje. Derfor er det et held, at der trods alt er bevaret omkring 32 tragedier og 11 komedier fra dramets storhedstid i Athen.

VII. Dionysosteatret i Athen

Ordet teater kommer af θέατρον, der betyder skueplads. Det klassiske teater er en ganske simpel runding, cavea, ind i en bjergside med siddepladser omkring en danseplads, som grækerne kaldte ορχήστρα. Det er først sent, at ordet skifter betydning fra at betegne et sted til at betegne en gruppe musikere.

Dionysosteatret i Athen har haft siddepladser til omkring 17.000 tilskuere. Midt på orkestra stod et alter for vinguden Dionysos. Man følte, at guden overværede skuespillene, og af samme grund undlod man drab på orkestra, for de udødelige guder kan ikke lide at være vidne til døden, selv om der blot er tale om skuespil.

Drab og selvmord måtte altså foregå bag en dør, og den findes i en simpel bygning for enden af orkestra, der kaldtes σχηνή, skene, dvs.  telt. Denne bygning kunne så illudere borg eller hytte, alt efter det aktuelle behov. Samme bygning kunne bruges af skuespillerne til skift af masker og roller.

Grundplan ver det græske teater i Eipdauros på det nordøstlige Peloponnes. Selv om teatret først er bygget omkring 350 f. Kr., giver det et godt indtryk af et teaters grundplan i klassisk tid.

VIII. Kultur for hele folket

II modsætning til i dag, hvor det at gå i teatret hører til sjældenhederne for de fleste, var opførelsen af et græsk drama en sag for hele folket. Dels var der mange pladser i teatret, og dels må en meget stor del af den frie mandlige befolkning have deltaget i opførelsen af et drama, enten som skuespiller eller som medlem af koret.

En skuespiller i dag er professionel, dvs. uddannet i skuespillerfaget. Og de dygtigste af dem kan håbe på med fuld beskæftigelse det meste af livet.

Sådan var det ikke i det antikke Athen. Skuespillerne var – ligesom alle sportsfolk  – amatører. Mange borgere i Athen må på et eller flere tidspunkter af deres liv have deltaget i et drama. Med to årlige dramatiske fester, De Store Dionyser i foråret og Lenæerfesten sent i efteråret, og med 9 tragedier, 3 satyrspil og 4 komedier hver gang, har der været brug for et anseeligt antal medvirkende, enten som skuespillere eller som kormedlemmer.

Og disse medvirkende kom fra en befolkning på måske 240.000 indbyggere. Når man fraregner kvinder og slaver, er der sandsynligvis 60.000 frie borgere, men heraf har størstedelen enten været børn eller ældre. Tager man i betragtning, at en væsentlig del af befolkningen boede og arbejdede ude i Attika, dvs. fjernt fra teatret i Athen, kommer vi ned på nogle få tusinde borgere, som havde mulighed for at deltage i et drama.

Det betyder, at man har været helt anderledes tæt på teatret, end man er i dag. Enten har man selv deltaget en eller flere gange i en opførelse, eller også havde man adskillige familiemedlemmer og bekendte, som havde deltaget.

I virkeligheden er det klassiske skuespil mere at sammenligne med en dilettantforestilling i en lille stationsby et sted i Danmark, end med det dybt professionelle teaterliv i f. eks. Købehnavn.

Det gælder også forfatterne. De var medborgere, der skrev skuespil, fordi de havde noget på hjerte. Ingen skulle tjene på skuespillet, men man kappedes om at blive bedst, og belønningen var alene æren i form af en vedbendkrans eller trefod.

Det er på den baggrund, man skal forstå og vurdere tragedier som Prometheus, Ødipus, Medea og en komedie som Skyerne. Utroligt, at grækerne under sådanne amatørvilkår kunne opnå den høje standard, som kendetegner det klassiske drama!