|
De 12 olympiske guder
De homeriske guder
Mytologi
Mytologi er læren om de sagn, der fortælles om guder og
helte (mythos betyder sagn, logos læren om). De ældste sagn i
Europa findes hos to græske digtere, Hesiod og
Homer. Hesiod, der levede som bonde i det 8. årh. f.Kr.
i Boiotien, digtede et værk om gudernes oprindelse og
slægtskab. Værket hedder Theogonien (theo = gud, goni =
slægt).
Gudernes oprindelse
Oprindeligt var de fleste græske guder tilknyttet en
bestemt bystat, som de beskyttede i fred og krig. Parallelt
med den øgede specialisering i den græske bystat tillagdes
også guderne særlige egenskaber, så de blev specialister på
hvert deres felt.
Samtidig satte en digter som Homer guderne sammen
i en stor gudefamilie med bolig på det vilde bjerg Olympen.
Man taler nu om 12 olympiske guder med Zeus som deres konge.
Udsnit af en græsk sortfigursvase - en amfor - fra
omkring 525 f. Kr. Til venstre ses havguden Poseidon,
genkendelig på sin trefork, som han bruger til at fange fisk
med.
I midten ses vinguden Dionysos med et vinbæger i
venstre hånd. Til højre i billedfeltet ses gudernes konge,
Zeus, der holder om tordenkilen. Nationalmuseets
Antiksamling. Foto: Lennart Larsen. |
 |
De første guder
Fra kaos til kosmos
Men før de olympiske guder fik magten, så verden
anderledes ud. Først herskede der kaos (uorden), men
med tiden blev kaos forvandlet til kosmos (orden), og
nu var der to guder, himmelguden Uranos og
jordgudinden Gaja.
Titanerne
Sammen fik Uranos og Gaja 12 børn, som kaldes
titanerne. Da Uranos frygtede, at hans mange børn ville
gøre oprør, skjulte han dem i det indre af Gaja. Men den
yngste søn Kronos fik Gaja over på sin side, hvorpå
han gjorde oprør og tilføjede sin fader et dødbringende sår.
Inden Uranos døde, spåede han, at samme skæbne skulle overgå
Kronos.
Kronos giftede sig nu med sin søster Rea. Af frygt
for at lide samme skæbne som sin fader, åd han sine børn,
efterhånden som de blev født. Rea blev vred over børnenes
skæbne, så da hun fødte det sidste barn, Zeus, gav
hun Kronos en sten i stedet for barnet. Kronos åd stenen, og
Rea gemte Zeus, som voksede op på Kreta uden faderens viden.
Da Zeus var stor nok, vendte han hjem og ledte et oprør
mod Kronos. Rea gav Kronos et middel, så han kastede alle
børnene op. Titanerne blev overvundet, og Zeus styrtede dem
i Tartaros, et dyb, der ligger neden under dødsriget. Nu var
tiden inde til at bosætte sig på Olympen.
Giganterne
Men endnu en kamp stod tilbage at vinde. For ud af
Uranos’ blod var der opstået nogle guddommelige kæmper, som
kaldes giganterne. De forsøgte at storme Olympen, men
guderne gik til modangreb godt hjulpet af Herakles.
Kampen endte med, at giganterne blev overvundnet og kastet i
havet. Nu kunne guderne indrette sig på Olympen, et mægtigt
bjerg i det nordlige Grækenland.
De latinske navne
De romerske digtere overtog den græske mytologi, dog blev
myterne overført på et allerede eksisterende latinsk eller
etruskisk gudenavn. Således optræder de olympiske guder med
undtagelse af Apollon snart under et græsk, snart under et
latinsk navn. I Danmark og Tyskland kaldes guderne
sædvanligvis ved deres græske navn, medens man i bl.a.
England og Frankrig bruger en form af det latinske navn.
|
Udsnit af græsk sortfigursvase fra omkring 500 f. Kr.
Figurenes hvide farve markerer, at der er tale om kvindelige
guddomme. Til venstre ses gudinden Hera, i midten gudinden
Athene med sin hjælm i venstre hånd og et spyd i højre. Bag
Athene ses en hjort, der symboliserer uskyld, og Athene er
netop en af de to jomfruer blandt gudinderne. Til højre ses
kærlighedsgudinden Afrodite med en rose i hånden.
Sammenstillingen af disse tre gudinder leder tanken hen på
Stridens æble, der blev anledning til Den Trojanske Krig.
Nationalmuseets Antiksamling. Foto: Lennart Larsen. |
 |
De 12 olympiske guder
Slægtsskab, funktion, kendetegn og venner
Nedenfor anføres de guder, der ofte betegnes som de 12
olympiske, med deres særlige kendetegn i kunsten. Man skal
være opmærksom på, at man undertiden kan finde modstridende
forklaringer på guderne. Den græske mytologi er skabt af
digtere og forfattere, som er frit stillet til selv at digte
noget til eller trække noget andet fra. Mytologien er ikke
af samme alvorlige karakter som f.eks. beretningerne om
Jesus i Det Ny Testamente.
Zeus hedder hos romerne Jupiter. Zeus er gudernes konge
og broder til flere guder og fader til andre guder samt
mange jordiske personer. Han opretholder lov og orden, og
han beskytter de fremmede. Som himmelgud kendes han på
tordenkilen, og ørnen, egetræet og den vilde oliven er hans
kendetegn. Den unge Ganymedes er hans særlige ven og
mundskænk.
Hera, der hos romerne hedder Juno, er Zeus’ søster og
hustru. Hun beskytter ægteskabet, og den hvide ko er hendes
særlige dyr. Sammen med Zeus har hun sønnen Hefaistos.
Athene hedder hos romerne Minerva. Hun er datter af Zeus
og mindets gudinde Mnemosyne. Hun skildres især i tidlig tid
som bybeskytter udstyret med våben. Men hun er også gudinde
for finere håndværk, kunst og videnskab. Hendes kendetegn er
hjælm, lanse, skjold, evt. borgslange ved skjoldet, ugle og
oliventræ. Hun interesserer sig ikke for erotik og er derfor
jomfru.
Poseidon kaldes hos romerne Neptunus. Han er broder til
Zeus, og hans særlige område er havet. Men også hesten er
knyttet til ham, og derfor forbindes han også med den
bedrestillede overklasse, der har råd til at holde hest.
Poseidon skildres i kunsten ofte nøgen og med trefork, et
redskab, der ligner et ålejern, og som er beregnet til at
fange fisk. Hans hustru er havgudinden Amfitrite. Det
er dog sammen med nymfen Thoosa, at Poseidon avlede den
vilde kyklop Polyfem.
Hermes kaldes hos romerne Mercurius. Han er søn af Zeus
og Maja, og han er gudernes sendebud. Han beskytter handel,
men også tyve, da handel og tyveri ikke altid kan skilles
ad. Hans kendetegn i kunsten er heroldstav (en stav, der
viser, at han er sendebud), rejsekappe og bredskygget
rejsehat. Ofte har han vinger på fødderne og undertiden også
på hatten. Han er god ven med den lille frække Pan.
Hefaistos, som romerne kalder
Vulcanus, er søn af Zeus og
Hera. Som lille blev han af sin fader Zeus kastet ud af
Olympen og faldt ned på øen Lemnos, hvor han for al tid
brækkede det ene ben. Han er gud for ilden og smedekunsten.
Hans kendetegn er hammeren, og han gengives ridende, da han
jo er halt. Hans venner er kykloperne og vinguden Dionysos.
 |
|
Relief med Afrodite på en bygning på Skt. Annæ Plads i
København, opført af DFDS (Det Forenede Dampskibs-Selskab) i
det 19. århundrede. En frodig Afrodite i muslingeskal
omgives af amoriner og sønnen Eros, medens hun føres hen
over havet af 4 delfiner. Til venstre ses en maritim udgave
af Hermes med heroldstav, til højre Poseidon med trefork.
Relieffets budskab er, at DFDS står for god handel og sikker
søfart. |
Afrodite, som romerne kalder Venus, blev født på
ejendommelig vis. For da Kronos dræbte sin fader Uranos,
blev de ædlere dele kastet i havet, og derpå blev Afrodite
født af havets skum. Afrodite tilhører altså titanerne og er
således tante til Zeus og flere andre guder. Afrodite står
for erotik og skønhed. I kunsten gengives hun nøgen, gerne
med en delfin ved fødderne for at markere hendes tilknytning
til havet. Rosen og duen er hendes øvrige kendetegn.
Afrodite er gift med Hefaistos, men det er med krigsguden
Ares (på latin Mars), hun har sin søn, den
lille Eros (på latin Amor eller
Cupido).
Fra moderen har Eros arvet interessen for erotik, fra
faderen evnen til at ramme med bue og pil. Men det er
menneskets hjerte, der er målet for hans træfsikre pile.
Apollon hedder hos romerne Apollo, og han
har således som den eneste af de olympiske guder ikke et
særligt romersk navn. Apollon er ligesom sin tvillingesøster
Artemis barn af Zeus og Leto. Apollon er gud for lægekunst,
orakelsvar og spådomme, musik, kunst og filosofi. I tidlig
tid skildres han med bue og pil. Ravnen, der er visdommens
fugl, er hans fugl og lyren hans musikinstrument. Hans
præstinde ved oraklet i Delfi hedder Pythia, hos
romerne kaldet Sibylla. Apollon identificeres med
solen på samme måde, som søsteren Artemis identificeres med
månen.
Apollon forbindes ofte med de 9 muser, som dog også kan
kaldes døtre af Zeus. Blandt muserne står Kalliope
for heltedigtning, Kleio for historieskrivning,
Euterpe for fløjtespil, Melpomene for tragedien,
Terpsikore for dans, Erato for lyrespil,
Polyhymnia for sakral (hellig) sang, Urania for
astronomi og Thalia for komedien.
Artemis hedder hos romerne Diana. Hun er
tvillingesøster til Apollon, og hun beskytter jomfruer,
fødsler og den uberørte natur. Artemis gengives i kunsten
med bue og pil, og hjorten er hendes hellige dyr. Hun færdes
i skovene og omgives af nymferne, kvindelige naturvæsener.
Hun er ligesom Athene jomfru.
Dionysos svarer til romernes Bacchus, der
også kaldes Liber. Dionysos er søn af Zeus og Semele,
og han er vinens og ekstasens gud. Han kendes derfor på
drikkehorn og en krans af vedbend. Dobbeltfløjten er hans
musikinstrument. Dionysos omgives af satyrer,
silener og mænader. Satyrerne og silenerne er
vilde og gejle væsner, mænaderne er deres kvindelige
modstykke.
Hades hedder Orcus på latin. På græsk
kaldes han også Pluton, der gengives med Pluto
på latin. Han er broder til Zeus og konge i Dødsriget, der
også bærer hans navn. Han kendes på tronstol og den
trehovede hund Kerberos, der vogter indgangen til
dødsriget. Undertiden afbildes Hades i et firspand i færd
med at røve Persefone.
 |
Hades røver Persefone. Demeterhymnen fortæller, at
Demeters datter med Zeus, Persefone, gik og plukkede
blomster, da Hades pludselig viste sig i sin sorte vogn.
Inden hun nåede at flygte, var hun på vej til Hades'
underjordiske rige.
Længe ledte Demeter forgæves efter datteren, men da hun så
truede guderne med sult ved at udsulte menneskene, som
skulle bringe dem ofre, fik hun datteren tilbage, dog på den
betingelse, at hun hvert år skulle tilbringe nogle måneder
hos Hades.
Denne figurgruppe med Hades og Persefone er udført i marmor
i 1619 af Giovanno Lorenzo Bernini (1598-1680). Villa
Borghese, Roma. |
Demeter kaldes på latin Ceres. Hun er
søster til Zeus, og med ham får hun datteren Persefone,
der ofte blot kaldes Kore ( = datter). Romerne kalder
hende Proserpina. Demeter er gudinde for vegetation
og korn. Hun gengives derfor med kornaks. Både hun og
datteren ses også med fakler på grund af datterens
ufrivillige ophold i det mørke dødsrige. Sammen med dem ses
undertiden den eleusinske prins Triptolemos, til hvem
de overdrager kornet.
Gudernes død og genfødsel
Ved oldtidens slutning måtte de græskromerske guder vige
for kristendommen. Men under renæssancen 1400-1600 genfødes
guderne til nyt liv. For renæssancens kunstnere havde brug
for flere motiver end dem, som de kunne finde i Biblen.
Fra renæssancen bliver det atter almindeligt at møde
antikke guder i såvel skulptur som malerkunst. Og talrige
bygninger fra renæssance, klassicisme og historisme har
motiver med græske guder, der skal symbolisere f.eks.
frugtbarhed (Demeter), håndværk (Hefaistos), handel (Hermes)
og søfart (Afrodite). Er man opmærksom, vil man i mange
danske og europæiske byer se husgavle og facader med græske
guder.
Litteratur
Leo Hjortsø, Græske guder og helte, Politikens
Forlag 1971 (og mange senere oplag). Fyldigt opslagsværk.
Villy Sørensen, Apollons oprør, De udødeliges historie,
Vindrose 1989. Græsk mytologi anvendt til eftertanke.
BJ / 2010 |