|
Sagnet om Troja
Fortid og nutid
Hos alle folkeslag har man elsket at
fortælle sagn om gamle dage. I en nutid, der måske ikke var
alt for spændende, forestillede man sig en fjern fortid,
hvor mænd var helte, og hvor afstanden mellem guder og
mennesker ikke var større, end at guderne kunne færdes
blandt mennesker.
Ganske som vikingetiden for henved 1000 år
siden er en del af danskernes sagnverden, placerede også
grækerne og romerne deres sagnverden omkring 1000 år før
deres egen tid. To heltedigte rager op over det øvrige
sagnstof, Iliaden om kampene ved Troja (også kaldet
Ilion) og Odysseen om helten Odysseus'
langvarige hjemrejse. Begge heltedigte tilskrives en mytisk
(sagnagtig) digter ved navn Homer.
| Sagnet om Troja
har inspireret forfattere og kunstnere lige siden
renæssancen. Her har den danske kunstner Bertel
Thorvaldsen tegnet den scene i Iliadens 6. sang, som
skildrer trojaneren Hektors gribende afsked med
hustruen Andromache og den lille søn Astyanax. I
baggrunden sidder en tjenestepige som tavst vidne
til afskeden. Tegning fra omkring 1800.
|
 |
Arkæologernes Troja
Nyere udgravninger har identificeret Troja
som en borg, der lå på Lilleasiens vestkyst nær indsejlingen
til Hellespont, det stræde, der forbinder Middelhavet med
Sortehavet.
Engang omkring 1200 f.Kr. blev denne borg
indtaget af folk fra Grækenland. Borgens beliggenhed ved
indsejlingen til Sortehavet gjorde den til et naturligt mål
for de første grækere.
Skjaldenes Troja
Beretningen om Trojas indtagelse blev
overleveret gennem generationer af omvandrende skjalde for
til sidst at blive nedskrevet omkring 530 f. Kr. Og hvad der
oprindeligt var en kamp om fri adgang til Sortehavets
kyster, blev nu til en beretning om helte og en skøn kvinde
ved navn Helena.
Skjaldene fortalte, at det hele begyndte
med et bryllup mellem havgudinden Thetis og kong Peleus.
Guderne var indbudt til festen, dog havde man undladt at
indbyde gudinden for strid og splid, Eris. Man ville
have en fredelig fest.
Men Eris blev vred og kastede et
gyldent æble ind i selskabet. På æblet stod der Til den
skønneste kvinde. Gudinderne Hera, Athene og Afrodite
gjorde alle krav på æblet. Man besluttede derfor at lade en
trojansk prins, Paris (også kaldet Alexandros), afgøre, hvem
der var den skønneste.
Alle tre gudinder forsøgte at påvirke
Paris med løfter; såvel Hera som Athene lovede ham magt, men
Afrodite lovede ham jordens skønneste kvinde, Helena.
Valget var let: Paris gav Afrodite det gyldne æble.
Men der var et problem: Helena var
allerede gift med Spartas konge, Menelaos. Så da Helena var
taget afsted med Paris til Troja, sendte Menelaos bud til
broderen Agamemnon, der var konge over den største borg,
Mykene, der ligesom Sparta lå på Peloponnes. Sammen med de
øvrige græske høvdinge udrustede de en mægtig flåde, der
sejlede til Troja.
| Den trojanske
hest, gengivet i relief på en græsk vase af
terrakotta (brændt ler) fra omkring 675 f. Kr. Inde
i hestens bug sidder grækerne, medens trojanerne
vimser omkring udenfor og oven på hesten i den
enfoldige tro, at hesten er en venlig gave. |
 |
Belejringen blev langvarig. Den ypperste
helt blandt grækerne var den unge Akilleus, blandt
trojanerne var det Hektor, der udmærkede sig frem for de
øvrige. Efter 10 års forgæves belejring besluttede man at
anvende en list, Den trojanske Hest. Man placerede en
træhest som gave foran borgporten og lod som om man havde
opgivet belejringen. Ganske vist var der en trojansk præst,
Laokoon, der gennemskuede den falske gave, men Athene sendte
nogle store giftslanger, der dræbte ham og hans to sønner.
Trojanerne trak derpå hesten ind i borgen, fejrede grækernes
formodede afrejse og faldt i søvn. Men om natten åbnedes
hesten, og ud myldrede det med kampklare grækere, der åbnede
borgporten for kammeraterne. Således blev Troja indtaget.
Menelaos vendte derpå hjem med Helena til
Sparta, hvor de levede lykkeligt sammen til deres dages
ende.
Broderen Agamemnon vendte også hjem til
sin borg, Mykene, men hans hustru Klytaimnestra havde i de
10 mellemliggende år været ham utro med skurken Aigisthos.
Sammen med Aigisthos dræbte hun den hjemvendte ægtemand. Det
mord måtte børnene Orestes og Elektra siden hævne, og det
kunne kun gøres ved at myrde moderen og hendes elsker
Aigisthos.
| Guder på grækernes
side
Vigtige grækere
- Agamemnon, grækernes
hærfører
- Menelaos, hans broder
- Akilleus, konge af Ftia
- Patroklos, Akilleus'
bedste ven
- Odysseus, listig konge
fra Ithaka
- Nestor, klog gammel konge
fra Pylos
- Ajax fra Salamis og Ajax
fra Lokris
- Diomedes
|
Guder på trojanernes side
Vigtige trojanere
- Priamos, Trojas gamle
konge
- Hekabe, Trojas dronning
- Hektor, søn af Priamos
- Paris, søn af Priamos
- Kassandra, synsk datter
af Priamos
- Andromakhe, Hektors
hustru
- Astyanax, Hektors lille
søn
|
Akilleus' vrede
Der var i oldtiden flere beretninger om
indtagelse af Troja, men den beretning, der fik afgørende
betydning for eftertidens litteratur og kunst, er Iliaden af
Homer.
Homer giver ikke et referat af, hvad der
skete i løbet af de 10 år, belejringen af Troja varede, men
bygger beretningen op omkring et enkelt tema, Akilleus'
vrede.
Handlingen starter, da grækerne har
plyndret egnen omkringTroja og i den forbindelse røvet nogle
unge piger, Khryseis og Briseis. Agamemnon får tildelt
Khryseis, Akilleus Briseis som krigsbytte. Men guden Apollon
forlanger, at Agamemnon skal give Khryseis tilbage til
hendes fader, Khryses. Efter nogen diskussion bøjer
Agamemnon sig, men forlanger en erstatning, Akilleus' pige
Briseis. Han kan som hærfører ikke tåle det prestigetab at
være uden krigsbytte.
Akilleus bliver rasende over at skulle
give Briseis til Agamemnon og opsøger derfor sin moder,
havgudinden Thetis. Hun lover at udvirke, at Zeus giver
trojanerne held under kampene, så Agamemon kan fortryde, at
han tog Briseis fra Akilleus. Akilleus selv vil ikke længere
kæmpe sammen med de andre grækere, men vælger rollen som
passiv tilskuer.
Men da det lykkes trojanernes anfører
Hektor at myrde Akilleus' bedste ven Patroklos, drejes
Akilleus' vrede i en mere konstruktiv retning, for nu er han
vred på trojanerne og atter klar til at kæmpe for grækerne.
Derpå følger en mægtig kampscene mellem Akilleus og Hektor,
der ender med, at Akilleus dræber Hektor, spænder ham efter
sin stridsvogn og kører tre gange rundt om Troja, medens
trojanerne lamslåede står på muren og er tilskuere til,
hvorledes Akilleus skænder deres døde helt.
Iliaden, der altså handler om Akilleus'
vrede mod først Agamamnon og siden Hektor, slutter med, at
Hektors fader, den gamle Priamos, opsøger Akilleus for at få
sin søns lig udleveret, så drengen kan få en rigtig
begravelse. Efter endnu et anfald af vrede falder Akilleus
til ro og udleverer Hektors lig til Priamos. Agamemnon har
allerede tidligere givet Briseis tilbage til Akilleus.
Vreden er slut og derved også heltedigtet
Iliaden. Hvad der ellers skete ved Troja, må man læse om i
Odysseen og andre beretninger fra oldtiden.
Trojaneren Æneas
Æneas, der var søn af Anchises og gudinden
Afrodite, var en af de ganske få trojanere, som overlevede
Trojas ødelæggelse. Æneas blev siden romernes
"nationalhelt." Ifølge sagnet lykkedes det Æneas at flygte
fra det brændende Troja, og efter mange genvordigheder kom
han til Latium, hvor han blev gift med latinerkongens datter
Lavinia. Sammen med hende blev han stamfader til alle senere
romere, heriblandt også Romulus og Remus, Cæsar og Augustus.
Således fik romerne et sagn, der knyttede
an til grækernes sagn om Troja, uden at de selv blev
efterkommere af de grækere, som de dels beundrede og dels
kunne føle sig underlegne overfor. Dette sagnstof om
trojaneren Æneas anvendte digteren Vergil (71-19 f.Kr.) til
sit store heltedigt om romernes tidligste historie,
Æneiden.
Sagnenes menneskesyn
En rigtig helt er en frygtløs og
intelligent kriger, der forstår at bruge sine kræfter med
omtanke. Som andre mennesker er helten underlagt skæbnens
luner, men han bærer sin skæbne med rank ryg uden at kny.
Bestemmende for heltens handlinger er
begreber som ry og slægt, for anden form for udødelighed
findes ikke i det heroiske univers. Men også venskab og
evnen til at formulere sig klart og overbevisende er
værdifulde egenskaber for heltene i de homeriske digte.
BJ / 2010 |