Vort kildemateriale

Sammen med kimbrerne er teutonerne de første danskere, der omtales i skriftlige kilder. Med dem træder danskerne ind på historiens arena.

Helt tilbage til sidste istids afslutning omkring 9.000 f.Kr. har der ganske vist været permanent bosættelse i Danmark, men vi skal frem til vikingetidens afslutning omkring 1.050 e.Kr., før der for alvor er skriftlige kilder til Danmarkshistorien. Der er dog en enkelt undtagelse, for lige i årene før og efter Kristus omtaler flere græske og romerske forfattere nogle folk, der kaldes kimbrere og teutonere.

To forfattere er i den forbindelse særligt interessante: det er den lærde græker Plutarch (46-120 e.Kr.) og den lidt yngre romerske embedsmand Tacitus (55-120 e.Kr.), der i sin person forenede militærmandens evne til systematisk beskrivelse med humanistens interesse for egen og fremmede kulturer.

I sin skildring af den romerske konsul Marius' bedrifter beretter Plutarch om, hvorledes det lykkedes Marius at knuse først teutonerne og siden kimbrerne i årene 102 og 101 f.Kr. Den beretning suppleres af Tacitus, der i sit etnografiske værk "Germania" beretter om livet hos germanerne, hvilket bl.a. vil sige hos efterkommerne af de kimbrere og teutonere, der blev derhjemme, medens familie og venner søgte mod sydens lande.

For de antikke forfattere er ikke i tvivl om, at teutonerne og kimbrerne tilhører den germanske folkestamme, spørgsmålet er blot, hvor vi skal placere teutonernes og kimbrernes hjemland på kortet.

Ser man på dels kildematerialets forskellige geografiske oplysninger og dels på sproghistorien, kan der imidlertid ikke herske tvivl om, at kimbrerne er folkene fra Himmerland. Den nordiske form "himmer-" giver formen "cimbri" på latin, man taler om germansk lydforskydning, d.v.s. at et "h" på dansk svarer til et "c" på latin, der i øvrigt blev udtalt som vort "k". Cimbri, siden fordansket til kimbrere er således den latinske betegnelse for folkene i Himmerland.

Hvad angår teutonerne, er det nærliggende at antage, at ordet er beslægtet med Thy. Nogle har i tidens løb anfægtet en sådan sammenhæng, men Plutarch omtaler teutonerne som kimbrernes brødre, hvilket han næppe ville gøre, hvis folkene ikke blev anset for nært beslægtede.

Hvorfor drog de hjemmefra?

Første gang, vi hører om kimbrerne og teutonerne, er i 113 f.Kr., hvor de på deres lange vandring fra Jylland er nået frem til Noreia, vore dages Neumarkt i det sydlige Østrig. Her møder de den romerske hær under kommando af Gnæus Papirius Carbo. Det var et møde, der overraskede romerne, som ellers var vant til at sejre, hvor de kom frem i verden. Den romerske hær blev rendt over ende, og de soldater, der undslap, måtte gemme sig i de omkringliggende skove. Da rygtet om nederlaget nåede Rom, udløste det en voldsom forskrækkelse.

Men hvad fik dog gode folk fra Thy og Himmerland til forlade hjemegnen og søge mod Sydeuropa? Det var utvivlsomt sult og nød samt rygtet om sydens sol og overflod, der fik store skarer til at bryde op med koner og børn omkring 120 f.Kr. Under den lange vandring fik disse håbefulde skarer følge af andre germanere længere mod syd, der havde samme håb om en bedre fremtid, så hvad der startede med måske nogle få 10.000'r i Jylland, det endte med at blive en million mennesker på vandring efter det forjættede land.

I Rom havde man andre problemer at slås med. Nok havde man omkring midten af det 2. århundrede f.Kr. indtaget Grækenland, ødelagt Karthago i Nordafrika, og få år senere indtaget Spanien, men dels var der problemer med den oprindelige befolkning i de besatte områder, og dels var Italien hjemsøgt af store sociale problemer; de værnepligtige bønder var udmattede af de langgvarige krige i det 2. årh. f.Kr., og samtidig krævede fremsynede politikere en omfordeling af jorden til gavn for det fattige proletariat i storbyen Rom.

Medens man således ikke havde overskud til at lægge en strategi mod nordboerne, vandrede nordboerne mere eller mindre planløst rundt i Spanien og Frankrig de følgende år. I oktober år 105 f.Kr. var de nået frem til Arausio, det nuværende Orange, der ligger nær floden Rhône i det sydlige Frankrig. Den 6. oktober stødte kimbrerne og teutonerne sammen med to romerske hære under kommando af Quintus Servilius Caepo og Gnæus Mallius Maximus. Endnu engang led romerne et knusende nederlag.

Choket i Rom var voldsomt. Rygtet fortalte om enorme folkemasser: der var mere end 300.000 våbenføre mænd, hertil kom endnu flere kvinder og børn, der alle søgte mod Italien i håb om et sted at slå sig ned. Håbet blev næret af beretningen om kelterne, der tidligere havde haft held til at slå etruskerne og derpå bosætte sig i Norditalien.

Men ikke alene var der tale om en enorm folkemængde, den enkelte krigers udseende og kampmod var også frygtindgydende. Set med romerske øjne var de høje og blåøjede krigere fra nord både modige og stærke. Efter nederlaget ved Arausio kunne ingen i Rom længere være i tvivl om, at kimbrerne og teutonerne truede med at sætte en brat stopper for det ekspanderende Romerrige.

Marius vælges til konsul

Netop i år 105 f.Kr. havde den romerske hærfører Gaius Marius afsluttet krigen mod Jugurtha i Nordafrika. Han var ikke vellidt i de herskende kredse i Rom, for dels pralede han gerne af sin manglende dannelse, og dels havde han ikke meget tilovers for overklassen. Men i kampene mod Jugurtha havde Marius vist fremragende evner som strateg, hvorfor man tvunget af omstændighederne år for år på trods af forbud mod genvalg genvalgte ham til konsul d.v.s. øverstbefalende for den romerske hær. Han var således konsul i årene 105-101 f.Kr.

Marius gik i gang med en reorganisering af den romerske hær. Hvad der tidligere havde været en hær bestående af værnepligtige bønder, blev nu ændret til en professionel hær. Samtidig havde Marius det held, at kimbrerne ikke drog direkte mod Italien, men i stedet hærgede i Spanien, medens teutonerne blev i Frankrig, så der blev tid til at lægge en strategi.

I 103 f.Kr. blev Marius genvalgt til konsul, denne gang med Quintus Lutatius Catulus som kollega (for at undgå en stærk mand valgte romerne altid to konsuler, der delte magten).

Samtidig besluttede nordboerne, at de ville gå ned i Italien. Uvist af hvilke grunde besluttede de at dele sig, så teutonerne skulle følge Middelhavskysten fra Sydfrankrig, medens kimbrerne skulle krydse Alperne længere mod nord og nærme sig Italien nordfra.

Teutonerne ved Aquae Sextiae i 102 f.Kr.

Nu var det planen, at Marius skulle tage sig af teutonerne, medens kollegaen Catulus skulle stoppe kimbrerne. Derfor tog Marius til Sydfrankrig, hvor han først slog lejr ved floden Rhône.

Skønt soldaterne var ivrige efter hurtig kamp, holdt Marius dem tilbage. Marius ønskede, at de romerske soldater skulle vænne sig til synet og lyden af de vilde barbarer. Soldaterne var ikke fornøjede, men Marius lod sig ikke rokke. Fjenden var så overmægtig, at situationen ikke tillod en hurtig afgørelse, men krævede rette tid og sted. Marius havde i modsætning til tidligere romerske generaler en grundlæggende respekt for teutonerne. Den respekt kom til at koste dem livet!

Også teutonerne ville slås. Derfor begyndte den lange venten at kede dem, så de besluttede at bryde op og drage videre langs Middelhavet. Plutarch skriver, at teutonerne var så talrige, at det tog dem 6 dage at passere romernes lejr. Under passagen hånede de i øvrigt romerne ved at råbe til dem, om de skulle bringe deres koner derhjemme i Rom en hilsen.

Marius fulgte efter teutonerne, og der blev slået lejr ved Aquae Sextiae, det nuværende Aix-en-Provence, der ligger henved 30 km. i fugleflugt nord for Marseille, oldtidens Massilia.

Også her gav Marius sig god tid. Den første træfning opstod ved en tilfældighed, for nogle romere, der var nede ved floden for at hente vand til deres lastdyr, blev angrebet af fjenden. Råbene hidkaldte flere, især nogle folk hos teutonerne, der kaldtes ambronere. De havde drukket lidt rigeligt i varmen og trængte til en rask lille slåskamp.

Det skulle de ikke have gjort. Ambronerne måtte flygte tilbage til deres lejr, hvor konerne stod parate med sværd og økser for at modtage både flygtende ægtemænd og forfølgende romere. De første blev hugget ned som forræddere, de sidste som fjender.

Der skete ikke mere den følgende nat og dag. Marius besluttede derfor at sende sin undergeneral Claudius Marcellus afsted med 3.000 svært bevæbnede infanterister, så de kunne lægge sig bag fjenden.

Marius gav ordre til, at folkene skulle spise tidlig aftensmad og derpå lægge sig til at sove, så de kunne være udhvilede til næste dag.

Næste dag lader Marius sine soldater tage opstilling foran lejren på højdedraget. Teutonerne bliver utålmodige, rykker frem, medens Marius giver ordre til at vente med angreb, indtil man er sikker på at kunne ramme fjenden med spyd. Derpå skal der kæmpes med sværd og skjolde, for et kraftigt puf med skjoldet vil få fjenden til at tumle ned ad bakken.

Først da teutonerne er på vej op ad bakken og inden for skudvidde, går romerne til modangreb. Samtidig angriber Marcellus med sine 3.000 infanterister fjenden i ryggen. Resultatet udebliver ikke. Teutonernes rækker går i opløsning, de drives på flugt, og romerne enten dræbte eller fangede mere end 100.000 mænd.

Således endte teutonernes drøm om et bedre liv i sydens varme lande. Plutarch tilføjer, at man fortæller, at vinavlerne i Marseille siden anvendte teutoneres knogler som gærde omkring deres vingårde, og det rådne kød gødede jorden så kraftigt, at vinhøsten blev ud over det sædvanlige!

Kimbrerne ved Vercellae i 101 f.Kr.

Få dage efter sejren over teutonerne modtager Marius dårlige nyheder om kollegaen Catulus i Norditalien. Det havde været planen, at Catulus skulle stoppe kimbrerne ved floden Atesis, idag Adige, nord for Verona.

Men de fremstormende kimbrere bragte romerne fra vid og sans. Fulde af overmod rullede de sig nøgne i sneen, gik op på bjergtoppene for derpå at sætte sig på deres skjolde og således kure ned ad bjergene over stok og sten. Kom de til en flod, og manglede der en bro, fyldte de floden med bakketoppe og træer, de rev op med rode.

Stillet over for sådanne kæmper besluttede Catulus at trække hæren længere mod syd. Marius blev kaldt til Rom, og efter at have holdt en offentlig tale (oldtidens svar på vore dages pressekonferencer) tog han op til Catulus, hvor også hans hær fra Sydfrankrig indfandt sig. Begge hære slog lejr nær Vercellae vest for Mediolanum, det nuværende Milano. Catulus's hær var på 20.300 mænd, Marius's på 32.000 mænd.

Kimbrerne ventede imidlertid på teutoneres ankomst, og de nægtede at tro på rygterne om nederlaget ved Aquae Sextiae. Derfor sendte de nogle forhandlere over til Marius med den naive bøn, at han skulle give dem og deres brødre teutonerne land og byer nok til, at de kunne bosætte sig. Marius svarede forhandlerne: "Opgiv blot jeres brødre. For de har fået jord af os, og de skal have den til evig tid." Da kimbrerne ikke var mere naive, end de kunne forstå metaforen, truede de Marius med hævn fra både dem selv og teutonerne. Det fik Marius til at hente nogle tilfangetagne teutonerhøvdinge, som blev fremvist i deres lænker. Ved det syn standsede forhandlingerne.

Kimbrernes høvding, der hed Boiorix, bad derpå Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli på sletten ved Vercellae.

Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. De var vant til varmen, medens intet var værre for de ellers barske nordboere. Så skønt romerne var talmæssigt underlegne (der var 52.300 romere over for mere end 180.000 kimbrere), lykkedes det dem at slå kimbrerne og jage de overlevende på flugt. Da romerne under forfølgelsen nåede frem til kimbrernes lejr, mødte der dem et tragisk syn, beretter Plutarch. Sortklædte kvinder stod på husvognene, de dræbte alle, som kom løbende imod dem, ægtemænd, brødre og fædre. Børnene kvalte de, og deres kroppe kastede de ned for oksernes fødder. Derpå begik kvinderne selvmord, mændene ligeså, og kunne de ikke finde et træ at hænge sig i, bandt de sig til oksernes horn for at lade sig slæbe og trampe til døde.

Kimbrerne var som deres frænder teutonerne rejst til Italien i håbet om et bedre liv. Nu, da der i stedet ventede dem trældom under romerne, værnede de med livet det bedste, de havde: friheden. Foruden dem, der begik selvmord, skulle mere end 120.000 mænd have mistet livet under selve kampen, medens 60.000 blev taget til fange, skriver Plutarch.

Gennem 12 år havde teutonerne og kimbrerne spredt rædsel i Rom. Efter slaget ved Vercellae kunne romerne atter trække vejret, fortsætte deres indre stridigheder og siden udbygge imperiet, der skulle nå sin fulde udstrækning i midten af det 1. århundrede e.Kr.
 

Dem, der blev derhjemme

I de følgende år hører man kun lejlighedsvis til nordboerne i de romerske kilder. Cæsar har et kort afsnit om germanerne i sin bog om de kampe, han ellers udkæmpede med gallerne, folkene i det nuværende Frankrig.

I år 5 e.Kr. sejlede den senere kejser Tiberius op langs Jyllands vestkyst og nåede formodentlig helt frem til Skagen, inden han atter satte kursen mod syd. Romerne var fortsat nysgerrige efter at vide, hvad der foregik i landene nord for Rhinen. Få år senere, det var i år 9 e.Kr., gik det imidlertid galt. Tre romerske legioner under Varus's kommando blev udraderet i Teutoburgerskoven, et endnu ikke identificeret sted i det skovrige Germanien, det nuværende Tyskland. Atter blev man chokeret i Rom, og kejser Augustus selv tog nederlaget så tungt, at han i følge forfatteren Sveton lod hår og skæg stå i flere måneder. Ved flere lejligheder stødte han panden mod døren og udbrød: "Quintili Vare, redde legiones (Quintilius Varus, giv legionerne tilbage)!"

Tacitus' Germania

Medens en forfatter som Plutarch primært skildrede nordboerne som romernes farlige fjender, har Tacitus en ganske anden synsvinkel. I sit etnografiske værk Germania, der udkom i 98 e.Kr., giver han en skildring af både folkene og naturen i Nordeuropa.

Bogen er opdelt i to dele; en generel del, der skildrer, hvad der er fælles for alle germanere, og en del, der fortæller om de enkelte stammers særtræk. Det er første del, vi skal danne os et indtryk af i det følgende.

I 27 kapitler skildrer Tacitus bl.a. naturen og det i romernes øjne forfærdelige klima, folkenes udseende (blå øjne, rødt hår og store skikkelser), religionen, krigerne, samfundsstrukturen, levevisen, familien, gæstevenskabet og gravformerne.

Et enkelt kapitel kan give et indtryk af Tacitus's synsvinkel. Efter først at have prist germanerne for deres respekt for ægteskabet skriver han følgende i kapitel 19:

"Kvinderne værner følgelig om deres dyd gennem hele livet, og de lader sig ikke fordærve af lokkende skuespil eller ophidsende fester. Både mænd og kvinder er lige fremmede overfor hemmelig brevveksling. Den store folkemængde taget i betragtning er der ganske få tilfælde af ægteskabsbrud. Sker det, er straffen øjeblikkelig og overladt til ægtemanden; håret klippes af, derpå jager ægtemanden den nøgne kvinde ud af huset i slægtningenes nærvær, og han driver hende med piskeslag gennem hele landsbyen. Utugt har ingen tilgivelse. Hverken i kraft af skønhed, ungdom eller rigdom vil hun kunne finde en ny ægtemand. For dér ler man ikke ad laster, og det kaldes ikke moderne at forføre eller lade sig forføre...At begrænse børnetallet eller dræbe en nyfødt, når først testamentet er skrevet, anses for en forbrydelse, og dér har gode skikke større magt end gode love andetsteds."

Sådan! Dette er ikke alene en lovprisning af et fremmed naturfolk, men tillige en skarp kritik af et Rom, der set med Tacitus's øjne var i moralsk opløsning. Bag lovprisningen aner man kritikken af de halvpornografiske romerske skuespil og af de romerske fruer, der gerne gik hjem med en smuk skuespiller efter forestillingen, når de da ikke lod sig pirre ved overdådige fester. Nok var romerne i princippet monogame, i realiteten var alle på jagt efter alle, og lykkedes det at forføre eller lod man sig forføre, var det blot et tegn på, at man var i pagt med tidsånden! Under sådanne forhold kunne det nemt ske, at en hustru blev gravid, efter at testamentet var skrevet. I den situationen fandt mange det mere bekvemt at foretage abort eller dræbe den nyfødte end at skulle ændre i testamentet på grund af en ekstra arving. Barnemord var ganske vist forbudt ifølge den romerske lovgivning, men som Tacitus så sarkastisk skriver: "dér har gode skikke større magt end gode love andetsteds."

Sådan er synsvinklen i hele det lille skrift om nordboerne. Med skarp pen skildres germanernes svagheder og gode sider. Blandt deres åbenbare svagheder er manglende disciplin, deres dovenskab og drukkenskab. Men de gode egenskaber er i overtal. Først og fremmest er germanerne frie folk, der forstår at sætte pris på den libertas, frihed, som romerne forlængst havde mistet.

Hver mand er sin egen herre. Høvdingene har således begrænset magt. Germanerne vælger deres høvdinge efter deres evner til at lede, medens romerne i løbet af det 1. århundrede havde måttet finde sig i en række brutale og inkompetente kejsere.

Kvinderne er ikke mændenes ejendom, men deres jævnbyrdige. Børnene overlades ikke til fremmede ammer, for at fruen kan bevare sin ungdoms figur, men de dier selvfølgelig hos deres mødre.

Kommer der gæster, er der ingen grænser for gæstfriheden. Friheden, familien, den enkle levevis og venskabet er, hvad germanerne sætter pris på, medens penge, smykker, guld og sølv samt udstrakte jordbesiddelser stort set er ukendte værdier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at den lærde Tacitus kunne drømme om at opgive livet i Rom for at bosætte sig hos de vilde analfabeter i Nordeuropa. Selvfølgelig ville han ikke forlade den kultur, der netop satte ham i stand til at forholde sig kritisk, men hos germanerne finder han værdier, der er gået tabt sammen med den voksende velstand og ekspansion af Romerriget. Germanerne er derfor et spejl, han holder op for sin samtids romere.

Om germanerne virkelig var så frie, sunde osv., som Tacitus skriver, er et andet spørgsmål. Det er ikke utænkeligt, at Tacitus overdriver germanernes gode egenskaber, for netop derved bliver kontrasten til de romerske forhold så meget desto større.

Kimbrerne og teutonerne vender tilbage

Efter Romerrigets storhedstid fulgte de store folkevandringer, vikingetiden og middelalderen, hvor teutonerne og kimbrerne gled ud af historien. Det var først med renæssancehumanisternes tørst efter at søge tilbage til kulturens rødder i antikken (ad fontes, til kilderne, lød slagordet i renæssancen), at der atter blev sat fokus på forfattere som Plutarch og Tacitus. Inden år 1500 forelå der allerede flere trykte udgaver af Tacitus's Germania.

Siden blev det ikke mindst nationalstaternes opståen i det 19. århundrede og den dermed forbundne nationalisme, der fik nordeuropæerne til at interessere sig for Tacitus's Germania.

I vort århundrede har beretningen om kimbrerne og teutonerne inspireret flere danske forfattere. Inspirationen er således tydelig hos Johannes V.Jensen i Den lange Rejse fra 1922 og hos Ebbe Kløvedal Reich i Fæ og Frænde fra 1977.

Hos Johannes V.Jensen møder man nordboerne som de store, sunde, driftige og intelligente overmennesker, medens sydlændingene er små, dumme og dovne. Skildringen nærmer sig raceteori uden hold i virkeligheden, for det var faktisk den talrigt underlegne, men gennemdisciplinerede og effektive romerske hær, der først knuste teutonerne ved Aquae Sextiae og derpå kimbrerne ved Vercellae. Det var ligeledes den græskromerske kultur, der siden blev grundlaget for den europæiske kultur, så Tacitus ville undre sig, hvis han i sit Elysium fik lejlighed til at læse Den lange Rejse.

Derimod ville han nikke genkendende til meget hos Kløvedal, der da også gør flittig brug af hans Germania i Fæ og Frænde. Den libertas, frihedstrang, som Tacitus fremhæver som et særkende for nordboerne, er en af drivkræfterne hos Kløvedal, der bruger historien som en kraftig advarsel mod en kommende europæisk union.

Hvad kan Tacitus bruges til?

Hvad kan vi i 1993 bruge en oldtidsforfatter som Tacitus til? Til at bevise, at teutonerne var sådan og sådan, og at de levede på den og den måde? Næppe, arkæologerne vil med rette kunne hævde, at oplysningerne hos Plutarch og Tacitus skal behandles med forsigtighed.

Det er ikke primært som historisk kilde, at Tacitus har almen interesse for os, der lever i slutningen af det 20. århundrede. Det er derimod som forfatter og kulturkritiker, han er værd at læse.

Tacitus levede i en tid, der på afgørende punkter ligner Vesteuropa siden begyndelsen af 60'erne. I det første århundrede e.Kr. var Romerriget større end EF har udsigt til at blive inden for en overskuelig årrække: mod nord gik rigets grænser ved Donau og Rhinen, mod vest nåede riget til Atlanterhavet, mod syd dannede Sahara grænsen, og nærorienten var en del af riget. Det samme gælder områderne omkring Sortehavet. Inden for rigets grænser var der en hidtil ukendt materiel velstand.

Men ifølge Tacitus og andre samtidige forfattere gjorde velstanden ikke romerne til lykkelige mennesker. Prisen for velstanden var rodløshed, værdikrise, foragt for menneskeliv (tænk blot på gladiatorlegenes meningsløshed!) og febrilsk jagt efter pirring og glimmer. Prisen var tabet af menneskets værdighed og frihed.

Den værdighed og frihed mente Tacitus at kunne finde hos kimbrerne og teutonerne. Det var i år 98 e.kr., han skrev Germania. Siden er der sket et og andet, der kan få en til at spørge: hvad mon Tacitus ville fremhæve, hvis han skulle skrive om teutonernes og kimbrernes efterkommere i 1993?

* * *

Dette opslag om kimbrerne og teutonerne er oprindeligt skrevet i anledning af teaterforestillingen Teutonernes Rejse, der blev opført i Snedsted i Thy sommeren 1993. Artiklen blev bragt i Thisted Dagblad lørdag den 26. juni 1993 under overskriften Hvem var teutonerne?